(se også UPDATE nedenfor)
Når det
gælder vores hukommelse, florerer der en teori om, at indlæring primært er en
arbejdsopgave for venstre hjernehalvdel, mens genkaldelse primært varetages af
højre. Om denne forestilling er korrekt eller ej, er ikke emnet her. Her drejer
det sig i stedet udelukkende om det seneste forskningsresultat, som menes at
underbygge denne teori.
Ved første øjekast lyder det næsten for godt til at være
sandt: Forskere har tilsyneladende fundet ud af, at man kan forbedre sin
hukommelse for ordlister ved simpelthen af knytte sin højre hånd under (eller
lige før) indlæringen, og omvendt knytte sin venstre hånd i forbindelse med den
efterfølgende genkaldelse.
Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser
den pressemeddelelse, som ledsager en netop udgivet videnskabelig artikel om
hukommelsen, fra Public Library of Science.
Årsagen skulle være den simple, at man ved at knytte den
ene næve øger aktiviteten i hjernebarken i den anden side af hjernen (dasignalerne krydser over), og dermed øger man også dens effektivitet. Resultatet
skyldes dermed, igen ifølge forskerne, at venstre hjernehalvdel er
hovedansvarlig for indlæring og højrehjernehalvdel hovedansvarlig for
genkaldelse.
Så langt i hvert fald forskerne (og pressemeddelelsen).
Læser man den virkelige artikel, ser sagen imidlertid
noget anderledes ud.
at knytte
eller ikke knytte
Helt konkret foregik det aktuelle forsøg ved at forsøgspersonerne
(alle kvinder) blev delt op i forskellige grupper, som blev bedt om at holde en
lille (5 cm i diameter) pink bold i hånden, samtidig med at de skulle indlære
og senere genkalde en række ordlister.
Mens kontrolgruppen blot skulle holde bolden blidt i
håndfladen, blev de andre bedt om at trykke hårdt sammen om den i to gange 45
sekunder (med 15 sekunders mellemrum), umiddelbart inden de skulle udføre de
respektive opgaver.
De blev opdelt i fire grupper:
1) en der havde bolden i venstre hånd både under
indlæring og genkaldelse,
2) en der havde bolden i højre hånd både under indlæring
og genkaldelse,
3) en der havde bolden i venstre hånd under indlæring og
i højre under genkaldelse, og
4) en der havde bolden i højre hånd under indlæring og i
venstre under genkaldelse.
huskebolden
og resultaterne
Bagefter blev resultaterne af deres genkaldelse af ordene
fra ordlisten målt.
Umiddelbart fremkom der flere signifikante resultater:
F.eks. viste det sig, at dem som havde bolden i venstre hånd under begge
opgaver (indlæring og genkaldelse) klarede sig markant dårlige end
kontrolgruppen.
Hvad angår den påstand, som pressemeddelelsen tog
udgangspunkt i, så viste det sig også rigtigt nok, at den gruppe, hvor
forsøgspersonerne havde bolden i højre hånd under indlæringen og i venstre
under genkaldelsen, klarerede opgaven signifikant bedre end de tre andre
kombinationer, hvor bolden skulle trykkes sammen.
Men så begynder problemerne. Der viste sig nemlig ikke at
være nogen signifikant forskel på denne gruppe, som trykkede sammen om bolden
(højre først, dernæst venstre) og kontrolgruppen, som kun holdt bolden blidt i
hånden.
Med andre ord: selvom denne gruppe klarede sig bedre end
de andre, som blev bedt om at trykke bolden sammen, klarede de sig ikke
væsentlig bedre end den gruppe, som ikke foretog sig noget væsentlig med
bolden. Altså den situation, som man umiddelbart skulle forestille sig, var den
mest normale.
signifikans
eller ikke-signifikans?
Hvordan kommer man så herfra og til, at det at trykke en
bold kan forbedre hukommelsen?
Ja, her benyttes et kunsttrick. For selvom forskellen
ikke var signifikant, dvs. ikke overskred den grænse som man normalt anser for
nødvendig for at et resultat kan bruges videnskabeligt (hvilket det
retfærdigvis skal siges allerede nævnes i pressemeddelelsen), så nævner
forskerne alligevel resultatet som betydningsfuldt.
De skriver f.eks. at resultatet fra højre-venstre grupper
er bedre end kontrolgruppen (”but not significantly so”), at resultatet, selvom
det ikke er signifikant, er ”numerisk større” end resultatet fra
kontrolgruppen, samt at man muligvis i fremtiden ville kunne opnå et
signifikant resultat, hvis man anvendte en større gruppe forsøgspersoner.
Det kan selvfølgelig være korrekt. Men da vi ikke kan spå
om fremtiden, kunne det jo for så vidt lige så godt være, at en større gruppe
ville resultere i helt andre resultater - eller (måske mere sandsynligt) skabe
en gentagelse af det ikke-signifikante resultat?
Ovenstående studie melder sig dermed ind i en diskussion,
som har kørt på videnskabsblogs og blandt videnskabsfolk og
videnskabsskribenter på Twitter, hvor man er begyndt at samle eksempler på,
hvordan videnskabsfolk i stadig stigende grad er begyndt at anvende
ikke-signifikante resultater, samtidig med at de anvender forskellige sproglige
kneb for at knibe sig uden om det faktum, at deres resultater faktisk ikke
viser det, som de havde håbet.
Man kan følge med i denne diskussion på Twitter under
hashtagget #stillnotsignificant, eller se en samlet liste over nogle af de mest
hårrejsende forsøg på at vikle sig ud af problemet på Matthew Hankins’ blog
Psychologically flawed.
fra negativ
effekt til positiv presse
For kort at opsummere: der er ingen signifikante fund i
forbindelse med det nævnte forsøg, som på nogen måde klart viser, at ens
hukommelse kan forbedres ved at knytte hånden. Snarere tværtimod.
Ikke desto mindre indledes pressemeddelelsen (med titlen
”At knytte højre kno kan give bedre greb om hukommelsen”) med at gentage denne
påstand ikke en eller to, men hele tre gange i træk:
“Clenching
right fist may give better grip on memory.”
“Study
suggests clenching right hand may help form memories, left may help recall
words.”
“Clenching
your right hand may help form a stronger memory of an event or action, and
clenching your left may help you recollect the memory later.”
Alt sammen på trods af, at det ikke lykkes for forskerne
at påvise nogen signifikant forbedring (dvs. et resultat som normalt ville
berettige til en videnskabelig konklusion) i et eneste af de nævnte tilfælde,
men udelukkende resultater, som viser at evnen til at huske i flere tilfælde
(meget) signifikant forringes af at
man knytter næverne i forbindelse med indlæring og genkaldelse.
At forsøget intet siger om, hvordan man forbedrer
hukommelsen (i forhold til den ”normale” situation, hvor der ikke knyttes
hænder), underbygges af, at forskerne selv kommer til den konklusion, at deres
forsøg viser, at indlæringen spiller en større rolle for hukommelsen end
genkaldelsen netop på baggrund af at forsøgspersonerne i de to situationer,
hvor de knyttede venstre hånd under indlæringen, opnåede markant dårligere resultater end i
kontrolsituationen, og ikke fordi man kunne se nogen forbedring hos dem, som
knyttede højre hånd under indlæringen (for det var ikke tilfældet).
Ja, det er faktisk netop denne forskel mellem
kontrolgruppen og de grupper, som klarer sig markant dårligere, som forskerne i
konklusionen fremhæver som baggrunden for vigtigheden af deres fund!
hvorfor bliver
vi dårligere til at huske af at
knytte næven?
Ser man helt nøgternt på tallene, siger de således
følgende: At ingen af resultaterne viser en signifikant forbedring af
hukommelsen i forhold til kontrolgruppen, hvor ingen knyttede næverne, men blot
holdt en bold i hånden.
Det som først og fremmest kræver en forklaring er dermed,
hvorfor det tilsyneladende generelt gør det sværere
at huske ord, hvis man knytter næverne, frem for hvorfor det i et enkelt
tilfælde (først højre, så venstre) ikke gør nogen væsentligt forskel fra
kontrolsituationen.
Som udgangspunkt kunne man jo forestille sig den mest
simple forklaring, som overhovedet tænkes kan: at det faktisk er forstyrrende,
når man skal udføre en hukommelsestest, først at blive bedt om at sidde og
knytte næven om en lille bold!
I stedet for, som forskerne gør, at opfordre til at
gentage forsøget med en større gruppe mennesker, så kunne man være fristet til
at tænke, at man måske ville opnå et endnu bedre resultat, hvis kontrolgruppen
end ikke havde behøvet at holde en bold i hånden under forsøget?
Det er da værd at prøve.
spørg
naturen!
Ovenstående eksempel illustrerer på fineste vis, hvordan
forskere ikke altid nødvendigvis selv er de bedst egnede til at konkludere på
deres resultater. Der vil altid være en risiko for, at de resultater der opnås,
alt for ensidigt fortolkes i lyset af den hypotese, som forskerne har
tilrettelagt forsøget ud fra håbet om at belyse. Måske særligt i tilfælde som
ovenstående, hvor forsøgsresultaterne strengt taget ikke siger noget væsentligt
om, hvorvidt denne hypotese kan underbygges eller ej.
I det konkrete tilfælde viste den situation, hvor man
først knytter højre hånd under indlæringen og siden venstre hånd under
genkaldelsen, sig jo - kan man tillade sig at antage: mod forskernes
forventning? - netop ikke at være signifikant mere effektivt end
kontrolsituationen, hvor forsøgspersonerne blot holdt en bold i hånden under
øvelsen.
At det lykkes for forskerne at fortolke disse resultater
derhen, at det støtter hypotesen om, at det hjælper hukommelsen at knytte højre
næve ved indlæring og venstre ved genkaldelse, understreger blot behovet for at
huske på den gamle videnskabelige dyd om først og fremmest at udforme sine
eksperimenter på en sådan måde, at resultaterne vil kunne bruges til at
forkaste den hypotese, man har fremstillet.
Kun ved på denne måde at sætte sine forestillinger på
prøve, kan man udnytte videnskabens egentlig force og leve op til dens
egentlige formål: at spørge naturen og lytte til dens svar!
historier,
historier
Ovenstående eksempel derimod et kedeligt eksempel på en
tendens, som desværre har bredt sig inden for videnskaben, og som man ofte
støder på, både inden for psykologi og hjerneforskning: At man i stedet for at
stille sine forestillinger på en kritisk prøve, blot starter med at indhente
sine data, for dernæst at skrive en historie omkring dem, som stemmer overens
de forestillinger, man havde inden forsøget.
Om denne praksis skyldes, at det efterhånden er blevet et
stort problem for forskerne (og i særdeleshed deres karrierer), hvis deres
forsøg ikke giver resultater, som underbygger deres hypoteser, skal jeg ikke
gøre mig klog på. Men det er i hvert fald en kedelig udvikling for videnskaben,
idet det undergraver den vilje til selvkritik, som er selve videnskabens væsen.
lad være at
knytte næven!
Er overfortolkninger som disse skadelige?
Fra et videnskabeligt synspunkt helt klart ja. Pressemeddelelsens
overdrivelser, kombineret med artiklens vage formuleringer, risikerer
jo at får det til at fremstå, som om det er påvist, at der er en effekt, som
forsøget rent faktisk ikke har påvist. Artiklen kan dermed citeres som et
håndfast videnskabeligt ”bevis” for en hypotese, som den strengt taget ikke
formår at underbygge.
Personligt er jeg dog mere bekymret for den skadevirkning
pressemeddelelsen kan få, når og hvis den spredes til den brede presse eller
folk blot falder over den på internettet. Faren er helt konkret, at man læser pressemeddelelsen
(eller de artikler, den eventuelt danner baggrund for) og tror, at der her er
et
videnskabeligt grundlag for at tro, at man kan forbedre sin hukommelse ved
gå rundt og at knytte næverne, mens man i virkeligheden sandsynligvis opnår
ingen (eller i værste fald rent faktisk den lige modsatte) effekt.
Kort sagt: der er endnu ingen grund til at knytte
næverne!
UPDATE (28. april 2013):
Siden udgivelsen af denne blogpost har kritikken af dette mærkværdige studie spredt sig som en løbeild, særligt blandt videnskabsfolk og -skribenter på Twitter. Dette har blandt resulteret i en stærk kritisk kommentar til studiet af hukommelsesforskeren Jon Simons, publiceret som "comment" på PLoS ONEs hjemmeside under den oprindelige artikel, samt en mere grundig kritik af endnu flere af de fejl, som findes i studiet (udover dem jeg har nævnt oven for) af videnskabsbloggeren
NeuroCritic. Begge kritiserer i øvrigt også selve teorien om at de to hjernehalvdele skulle spille forskellige roller i henholdsvis lagring og genkaldelse.
Dermed skulle fejlene være godt og grundigt påpeget for dem, som følger med i den videnskabelige debat. Tilbage står nu kun det problem, som var min vigtigste bevæggrund for at skrive denne notits: at for den læser, som kun møder overskriften om den påståede effekt i sin avis eller på nettet, vil højst sandsynligt ikke komme til at kende til den massive videnskabelige kritik, som denne artikel har medfødt.
Ak og ve!
referencer:
