- eller: er orgasmer bedre for hjernen end krydsord?
Normalt gengiver jeg kun i begrænset omfang indhold fra
andre videnskabsblogs. Det forekommer mig ærligt talt en smule overflødigt.
Forleden faldt jeg imidlertid over et indlæg fra videnskabsbloggeren Neurocritic, som ganske simpelt er
så hårrejsende og øjenåbnende, at jeg er nødt til at gøre en undtagelse.
Titlen siger i virkeligheden det hele: ”Befri os fra vildledende
pressemeddelelser!” (”Save us from misleading press releases”).
Emnet for indlægget er dog ikke pressemeddelelser i al
almindelighed, men derimod mere specifikt en
pressemeddelelse fra University of Pennsylvania, som (ifølge overskriften)
påstår, at nogle af deres forskere har været med til at påvise, at ”vores
hjerne (ubevidst) kan redde os fra fristelser”.
Som eksempler på de ”fristelser”, som hjernen angiveligt kan
redde os fra, nævnes i pressemeddelelsen de mange fristelser, som f.eks. forhindrer
os i at tabe i vægt, kvitte smøgerne eller spare penge. Forsøget blev dog udført
med nogle lidt mere primitive ”fristelser” - nemlig at trykke (eller lade være
med at trykke) på en knap, når de så et bestemt bogstav!
Pointen var imidlertid, at forsøgspersonerne under
udførelse af disse opgaver, blev præsenteret for forskellige ord. Vel at mærke på
en måde, så de ikke var bevidste om, at de havde set dem. Udover de
obligatoriske kontrolforsøg var disse ord opdelt i to kategorier: aktive ord
(”gå”, ”løb”, ”start”, etc.), og inaktive ord (”sid”, ”stille”, ”rolig”, etc.).
Samtidig målte man på forsøgspersonernes hjerne ved hjælp
af EEG.
Og rigtigt nok: Her viste det sig faktisk, at en særlig komponent
i forsøgspersonernes EEG (som forventet) afspejlede, hvorvidt de havde været
udsat for et aktivt eller et passivt ord. Man havde dermed vist, at der var en
påviselig forskel mellem hjerneaktiviteten i de to tilfælde.
Denne forskel blev af forskerne fortolker som den (ubevidste)
tilstedeværelse af en øget hæmning mod at udføre den handling, som i forsøget
stod som erstatning for de omtalte ”fristelser”, når forsøgspersonerne havde hørt det "inaktive ord". Denne forskel gav anledning til
pressemeddelelsen overskrift om, at ”vores hjernen (ubevidst) kan frelse os fra
fristelser”.
Så langt, så godt
(sådan da).
Det er bare et problem.
For mens man rigtigt nok kunne måle en forskel på hjerneaktiviteten,
alt efter om forsøgspersonerne havde været udsat for aktive eller inaktive ord,
så kom denne forskel ikke til udtryk i deres adfærd. Med andre ord: Der var
ikke nogen signifikant forskel på, hvad de rent faktisk gjorde (om de trykkede
på knapperne eller ej), uanset hvilke ord de havde hørt!
Dette bemærkelsesværdige faktum nævnes da også en passant
længere nede i pressemeddelelsen.
Det ændrer imidlertid ikke på det helt centrale: At pressemeddelelsens
påstand om, at bevidste påvirkninger kan hjælpe hjernen (og dermed os) med at
modstå fristelser, udelukkende baserer sig på, at der kan måles en forskel på
hjernen i de to tilfælde – selvom der ingen forskel er på, hvad
forsøgspersonerne gjorde!
Vi bliver med andre ord bedt om enten at godtage: 1) at udtrykket
”at hjernen modstår en fristelse” betyder, at dens aktivitetsmønster ser lidt
anderledes ud end normalt, selvom vores adfærd er uændret, eller 2) at denne
aktivitet i en virkelig situation, med virkelige cigaretter eller søde sager
(og ikke blot knapper, man skal trykke på) ville resultere i, at vi rent
faktisk modstod fristelsen.
Eller sagt på en anden måde: Forsøgene viser overhovedet
ikke det, som overskriften siger – men snarere det omvendte: at det i det
aktuelle tilfælde netop ikke gjorde
nogen forskel for forsøgspersonernes adfærd,
hvad der blev sagt!
Er orgasmer
bedre for hjernen end krydsord?
Ovenstående historie er desværre blot et af de mest
hårrejsende eksempler på en trend, som bliver mere og mere udbredt: At forskningsresultater
brutalt forvrides for at skabe en overskrift, som man håber på kan finde vej
til medierne. Dette sker enten i universiteternes presseafdelinger eller på
aviserne, hvor man konstant er på udkig efter den ”gode” videnskabelige
historie.
Et lignende aktuelt tilfælde, som dog tilsyneladende ikke
udspringer af en pressemeddelelse, men enten stammer fra en journalist eller en
forsker med lidt for kreative idéer, er nyheden fra Huffington Post om, at ”orgasmer
er bedre for hjernen end krydsord”.
Umiddelbart er det jo en forholdsvis uskadelig påstand,
og der er da også (som artiklen også nævner) en lang række positive
fysiologiske effekter forbundet med orgasmer. Og ja - det er da også mere end
tænkeligt, at disse positive effekter kunne have en vis positiv betydning for
hjernen.
Det hårrejsende er imidlertid, at overskriftens påstand
udelukkende er baseret på et enkelt argument: Nemlig en forsker, som udtaler, at
mens løsningen af krydsord kun øger blodgennemstrømningen i ganske få områder
af hjernen, øger orgasmen blodgennemstrømningen i flere dele af hjernen.
På baggrund af dette argument (og dette argument alene)
fremstilles det dermed som om, at orgasmer er bedre for hjernen over en bred
kam. Ingen forsøg på at teste, om man f.eks. klarer sig bedre i mentale tests
efter en orgasme, ingen kommentarer på, hvor længe denne effekt i givet fald
skulle vare (er det kun mens vi får orgasme? eller bliver hjernen forbedret af
den kortvarige forhøjede blodgennemstrømning?, etc.).
Årsagen synes at være åbenlys: at forskerne ganske
simpelt slet ikke har undersøgt disse forhold. Alene på baggrund af nogle meget
overordnede forskelle, hvis betydning slet ikke uddybes, fremsættes dermed en
påstand om, at ”orgasmer er bedre for hjernen end krydsord”.
Uden en mere præcis tilkendegivelse af, hvordan orgasmen
er ”bedre” (gør den os f.eks. bedre til krydsord?) og uden en undersøgelse af,
om disse påstande gør nogen faktuel forskel hvis vi f.eks. skal løse forskellige
mentale opgaver, er denne påstand ikke blot grebet ud af den blå luft. Den
giver i sidste ende overhovedet ingen mening!
De to ovenstående historier er uheldigvis blot to
aktuelle tilfælde på, hvor meget journalister og presseansvarlige til tider er
villige til at gøre, for at gøre forskning og videnskab så ”sexet”, at vi andre
dovenkroppe gider at læse med. Uheldigvis er resultatet, at de overskrifter
(som hånden på hjertet ofte er det eneste mange af os læser), som er resultatet,
ikke blot er upræcise, men til tider endda viser et direkte forkert billede af
videnskaben bag.
Det eneste man i sit stille sind kan håbe på, er at den
opmærksomhed, som de formår at tiltrække, primært vil være fra de efterhånden
mange videnskabsbloggere, som sætter en ære i at kalde deres bluff!
