Placebo-effekten er som bekendt betegnelsen for det fænomen, at alene troen på at man får en virksom behandling, kan være medvirkende til at afhjælpe en lidelse, selvom den behandling man modtager, i sig selv ingen fysisk effekt har. Kort sagt: at alene forventningen om at en behandling hjælper, kan være medvirkende til at gøre en rask, eller at man i det mindste føler sig mere rask.
En af de mest bemærkelsesværdige variationer af den klassiske placebo-effekt, er den såkaldte nocebo-effekt: at alene troen på at en bestemt behandling eller en bestemt medicin har særlige bivirkninger, kan være medvirkende til at man udvikler eller oplever disse bivirkninger, selvom der ikke er nogen fysisk årsag til dem. At vores forventninger til hvor vidt en behandling eller en medicin har visse bivirkninger, spiller ind på, om vi også oplever disse bivirkninger, når vi tager medicinen, betyder at alene rygter om, at et bestemt produkt skulle have visse negative effekter eller bivirkninger, i sig selv er nok til, at en vis gruppe personer også vil opleve sådanne bivirkninger.
Se, det rejser jo et interessant problem:
Forestiller man sig, at en håndfuld medier beretter om en evt. bivirkning ved et produkt, som i sig selv er helt uskadeligt, så kan man jo risikere, at dette ikke blot skaber en forventning om, at man vil opleve sådanne bivirkninger. En stor del af de personer, som har en sådan forventning, vil rent faktisk også (på baggrund af nocebo-effekten) direkte opleve disse bivirkninger.
Mens dette er slemt nok i sig selv, bliver det imidlertid værre endnu:
Forestiller man sig nemlig, at man samtidig foretager en epidemiologisk undersøgelse af, hvorvidt folk har bivirkninger ved den omtalte behandling, vil en stor del af disse "nocebo-patienter" jo svare, at de rent faktisk oplever bivirkninger.
Selvom undersøgelsen er udført med al den videnskabelige og statistiske omhu, man end kunne ønske, ville man således risikere dermed at kunne dokumentere, at det omtalte produkt fremkalder bivirkninger hos en række brugere, selvom der i virkeligheden slet ikke er nogen fysisk årsag til, at disse bivirkninger skulle forekomme!
Man har dermed, ganske videnskabeligt, påvist en bivirkning ved et produkt, som måske fysisk set er helt uskadeligt. En bivirkning som i virkeligheden er indbildt, og som udelukkende eksisterer i kraft af en udbredt forventning om, at produktet ikke er så sikkert og fri for bivirkninger, som det giver sig ud for!
Hvordan kan man undgå denne uheldige situation?
Vil man være sikker på at undgå et scenarie ovenstående, ville det kræve, at medierne i en sådan situation ville være mere forsigtige med at råbe vagt i gevær, indtil der forelå en nogenlunde klarhed over, hvorvidt det omtalte produkt rent faktisk fremkaldte fysiske bivirkninger eller ej.
Set i lyset af mediernes forkærlighed for den gode historie og deres traditionelle rolle som "samfundets vagthund", er dette ikke blot usandsynligt, men måske også ligefrem ikke ønskeligt? Man ville jo dermed risikere, at de i situationer, hvor der var brug for at råbe op, holdt sig unødigt tilbage.
På det personlige plan er der imidlertid en simpel løsning på, hvordan man i videst muligt omfang undgår at påføre sig selv unødvendige bivirkninger, som der ikke er en direkte fysisk årsag til (men samtidig en løsning, som desværre ikke kan anbefales): Lad være med at læse indlægssedlen.
Inspireret af indlæg ("Mass Nocebo Delusion") d. 9. maj 2013 på bloggen NeuroLogica.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar