knyt næven!

(se også UPDATE nedenfor)

Når det gælder vores hukommelse, florerer der en teori om, at indlæring primært er en arbejdsopgave for venstre hjernehalvdel, mens genkaldelse primært varetages af højre. Om denne forestilling er korrekt eller ej, er ikke emnet her. Her drejer det sig i stedet udelukkende om det seneste forskningsresultat, som menes at underbygge denne teori.

Ved første øjekast lyder det næsten for godt til at være sandt: Forskere har tilsyneladende fundet ud af, at man kan forbedre sin hukommelse for ordlister ved simpelthen af knytte sin højre hånd under (eller lige før) indlæringen, og omvendt knytte sin venstre hånd i forbindelse med den efterfølgende genkaldelse.

Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser den pressemeddelelse, som ledsager en netop udgivet videnskabelig artikel om hukommelsen, fra Public Library of Science.

Årsagen skulle være den simple, at man ved at knytte den ene næve øger aktiviteten i hjernebarken i den anden side af hjernen (dasignalerne krydser over), og dermed øger man også dens effektivitet. Resultatet skyldes dermed, igen ifølge forskerne, at venstre hjernehalvdel er hovedansvarlig for indlæring og højrehjernehalvdel hovedansvarlig for genkaldelse.

Så langt i hvert fald forskerne (og pressemeddelelsen).

Læser man den virkelige artikel, ser sagen imidlertid noget anderledes ud.

at knytte eller ikke knytte

Helt konkret foregik det aktuelle forsøg ved at forsøgspersonerne (alle kvinder) blev delt op i forskellige grupper, som blev bedt om at holde en lille (5 cm i diameter) pink bold i hånden, samtidig med at de skulle indlære og senere genkalde en række ordlister.

Mens kontrolgruppen blot skulle holde bolden blidt i håndfladen, blev de andre bedt om at trykke hårdt sammen om den i to gange 45 sekunder (med 15 sekunders mellemrum), umiddelbart inden de skulle udføre de respektive opgaver.

De blev opdelt i fire grupper:

1) en der havde bolden i venstre hånd både under indlæring og genkaldelse,

2) en der havde bolden i højre hånd både under indlæring og genkaldelse,

3) en der havde bolden i venstre hånd under indlæring og i højre under genkaldelse, og

4) en der havde bolden i højre hånd under indlæring og i venstre under genkaldelse.

huskebolden og resultaterne

Bagefter blev resultaterne af deres genkaldelse af ordene fra ordlisten målt.

Umiddelbart fremkom der flere signifikante resultater: F.eks. viste det sig, at dem som havde bolden i venstre hånd under begge opgaver (indlæring og genkaldelse) klarede sig markant dårlige end kontrolgruppen.

Hvad angår den påstand, som pressemeddelelsen tog udgangspunkt i, så viste det sig også rigtigt nok, at den gruppe, hvor forsøgspersonerne havde bolden i højre hånd under indlæringen og i venstre under genkaldelsen, klarerede opgaven signifikant bedre end de tre andre kombinationer, hvor bolden skulle trykkes sammen.

Men så begynder problemerne. Der viste sig nemlig ikke at være nogen signifikant forskel på denne gruppe, som trykkede sammen om bolden (højre først, dernæst venstre) og kontrolgruppen, som kun holdt bolden blidt i hånden.

Med andre ord: selvom denne gruppe klarede sig bedre end de andre, som blev bedt om at trykke bolden sammen, klarede de sig ikke væsentlig bedre end den gruppe, som ikke foretog sig noget væsentlig med bolden. Altså den situation, som man umiddelbart skulle forestille sig, var den mest normale.

signifikans eller ikke-signifikans?

Hvordan kommer man så herfra og til, at det at trykke en bold kan forbedre hukommelsen?

Ja, her benyttes et kunsttrick. For selvom forskellen ikke var signifikant, dvs. ikke overskred den grænse som man normalt anser for nødvendig for at et resultat kan bruges videnskabeligt (hvilket det retfærdigvis skal siges allerede nævnes i pressemeddelelsen), så nævner forskerne alligevel resultatet som betydningsfuldt.

De skriver f.eks. at resultatet fra højre-venstre grupper er bedre end kontrolgruppen (”but not significantly so”), at resultatet, selvom det ikke er signifikant, er ”numerisk større” end resultatet fra kontrolgruppen, samt at man muligvis i fremtiden ville kunne opnå et signifikant resultat, hvis man anvendte en større gruppe forsøgspersoner.

Det kan selvfølgelig være korrekt. Men da vi ikke kan spå om fremtiden, kunne det jo for så vidt lige så godt være, at en større gruppe ville resultere i helt andre resultater - eller (måske mere sandsynligt) skabe en gentagelse af det ikke-signifikante resultat?

Ovenstående studie melder sig dermed ind i en diskussion, som har kørt på videnskabsblogs og blandt videnskabsfolk og videnskabsskribenter på Twitter, hvor man er begyndt at samle eksempler på, hvordan videnskabsfolk i stadig stigende grad er begyndt at anvende ikke-signifikante resultater, samtidig med at de anvender forskellige sproglige kneb for at knibe sig uden om det faktum, at deres resultater faktisk ikke viser det, som de havde håbet.

Man kan følge med i denne diskussion på Twitter under hashtagget #stillnotsignificant, eller se en samlet liste over nogle af de mest hårrejsende forsøg på at vikle sig ud af problemet på Matthew Hankins’ blog Psychologically flawed.

fra negativ effekt til positiv presse

For kort at opsummere: der er ingen signifikante fund i forbindelse med det nævnte forsøg, som på nogen måde klart viser, at ens hukommelse kan forbedres ved at knytte hånden. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre indledes pressemeddelelsen (med titlen ”At knytte højre kno kan give bedre greb om hukommelsen”) med at gentage denne påstand ikke en eller to, men hele tre gange i træk:

“Clenching right fist may give better grip on memory.”

“Study suggests clenching right hand may help form memories, left may help recall words.”

“Clenching your right hand may help form a stronger memory of an event or action, and clenching your left may help you recollect the memory later.”

Alt sammen på trods af, at det ikke lykkes for forskerne at påvise nogen signifikant forbedring (dvs. et resultat som normalt ville berettige til en videnskabelig konklusion) i et eneste af de nævnte tilfælde, men udelukkende resultater, som viser at evnen til at huske i flere tilfælde (meget) signifikant forringes af at man knytter næverne i forbindelse med indlæring og genkaldelse.

At forsøget intet siger om, hvordan man forbedrer hukommelsen (i forhold til den ”normale” situation, hvor der ikke knyttes hænder), underbygges af, at forskerne selv kommer til den konklusion, at deres forsøg viser, at indlæringen spiller en større rolle for hukommelsen end genkaldelsen netop på baggrund af at forsøgspersonerne i de to situationer, hvor de knyttede venstre hånd under indlæringen, opnåede markant dårligere resultater end i kontrolsituationen, og ikke fordi man kunne se nogen forbedring hos dem, som knyttede højre hånd under indlæringen (for det var ikke tilfældet).

Ja, det er faktisk netop denne forskel mellem kontrolgruppen og de grupper, som klarer sig markant dårligere, som forskerne i konklusionen fremhæver som baggrunden for vigtigheden af deres fund!

hvorfor bliver vi dårligere til at huske af at knytte næven?

Ser man helt nøgternt på tallene, siger de således følgende: At ingen af resultaterne viser en signifikant forbedring af hukommelsen i forhold til kontrolgruppen, hvor ingen knyttede næverne, men blot holdt en bold i hånden.

Det som først og fremmest kræver en forklaring er dermed, hvorfor det tilsyneladende generelt gør det sværere at huske ord, hvis man knytter næverne, frem for hvorfor det i et enkelt tilfælde (først højre, så venstre) ikke gør nogen væsentligt forskel fra kontrolsituationen.

Som udgangspunkt kunne man jo forestille sig den mest simple forklaring, som overhovedet tænkes kan: at det faktisk er forstyrrende, når man skal udføre en hukommelsestest, først at blive bedt om at sidde og knytte næven om en lille bold!

I stedet for, som forskerne gør, at opfordre til at gentage forsøget med en større gruppe mennesker, så kunne man være fristet til at tænke, at man måske ville opnå et endnu bedre resultat, hvis kontrolgruppen end ikke havde behøvet at holde en bold i hånden under forsøget?

Det er da værd at prøve.

spørg naturen!

Ovenstående eksempel illustrerer på fineste vis, hvordan forskere ikke altid nødvendigvis selv er de bedst egnede til at konkludere på deres resultater. Der vil altid være en risiko for, at de resultater der opnås, alt for ensidigt fortolkes i lyset af den hypotese, som forskerne har tilrettelagt forsøget ud fra håbet om at belyse. Måske særligt i tilfælde som ovenstående, hvor forsøgsresultaterne strengt taget ikke siger noget væsentligt om, hvorvidt denne hypotese kan underbygges eller ej.

I det konkrete tilfælde viste den situation, hvor man først knytter højre hånd under indlæringen og siden venstre hånd under genkaldelsen, sig jo - kan man tillade sig at antage: mod forskernes forventning? - netop ikke at være signifikant mere effektivt end kontrolsituationen, hvor forsøgspersonerne blot holdt en bold i hånden under øvelsen.

At det lykkes for forskerne at fortolke disse resultater derhen, at det støtter hypotesen om, at det hjælper hukommelsen at knytte højre næve ved indlæring og venstre ved genkaldelse, understreger blot behovet for at huske på den gamle videnskabelige dyd om først og fremmest at udforme sine eksperimenter på en sådan måde, at resultaterne vil kunne bruges til at forkaste den hypotese, man har fremstillet.

Kun ved på denne måde at sætte sine forestillinger på prøve, kan man udnytte videnskabens egentlig force og leve op til dens egentlige formål: at spørge naturen og lytte til dens svar!

historier, historier

Ovenstående eksempel derimod et kedeligt eksempel på en tendens, som desværre har bredt sig inden for videnskaben, og som man ofte støder på, både inden for psykologi og hjerneforskning: At man i stedet for at stille sine forestillinger på en kritisk prøve, blot starter med at indhente sine data, for dernæst at skrive en historie omkring dem, som stemmer overens de forestillinger, man havde inden forsøget.

Om denne praksis skyldes, at det efterhånden er blevet et stort problem for forskerne (og i særdeleshed deres karrierer), hvis deres forsøg ikke giver resultater, som underbygger deres hypoteser, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er i hvert fald en kedelig udvikling for videnskaben, idet det undergraver den vilje til selvkritik, som er selve videnskabens væsen.

lad være at knytte næven!

Er overfortolkninger som disse skadelige?

Fra et videnskabeligt synspunkt helt klart ja. Pressemeddelelsens overdrivelser, kombineret med artiklens vage formuleringer, risikerer jo at får det til at fremstå, som om det er påvist, at der er en effekt, som forsøget rent faktisk ikke har påvist. Artiklen kan dermed citeres som et håndfast videnskabeligt ”bevis” for en hypotese, som den strengt taget ikke formår at underbygge.

Personligt er jeg dog mere bekymret for den skadevirkning pressemeddelelsen kan få, når og hvis den spredes til den brede presse eller folk blot falder over den på internettet. Faren er helt konkret, at man læser pressemeddelelsen (eller de artikler, den eventuelt danner baggrund for) og tror, at der her er et 

videnskabeligt grundlag for at tro, at man kan forbedre sin hukommelse ved gå rundt og at knytte næverne, mens man i virkeligheden sandsynligvis opnår ingen (eller i værste fald rent faktisk den lige modsatte) effekt.

Kort sagt: der er endnu ingen grund til at knytte næverne!

UPDATE (28. april 2013):

Siden udgivelsen af denne blogpost har kritikken af dette mærkværdige studie spredt sig som en løbeild, særligt blandt videnskabsfolk og -skribenter på Twitter. Dette har blandt resulteret i en stærk kritisk kommentar til studiet af hukommelsesforskeren Jon Simons, publiceret som "comment" på PLoS ONEs hjemmeside under den oprindelige artikel, samt en mere grundig kritik af endnu flere af de fejl, som findes i studiet (udover dem jeg har nævnt oven for) af videnskabsbloggeren NeuroCritic. Begge kritiserer i øvrigt også selve teorien om at de to hjernehalvdele skulle spille forskellige roller i henholdsvis lagring og genkaldelse.

Dermed skulle fejlene være godt og grundigt påpeget for dem, som følger med i den videnskabelige debat. Tilbage står nu kun det problem, som var min vigtigste bevæggrund for at skrive denne notits: at for den læser, som kun møder overskriften om den påståede effekt i sin avis eller på nettet, vil højst sandsynligt ikke komme til at kende til den massive videnskabelige kritik, som denne artikel har medfødt.

Ak og ve!

referencer:

Propper RE, McGraw SE, Brunyé TT, Weiss M (2013) Getting a Grip on Memory: UnilateralHand Clenching Alters Episodic Recall. PLoS ONE 8(4): e62474. 

Clenchingright fist may give better grip on memory. Pressemeddelselse fra Public Library of Science (via EurekAlert!), d. 24. april 2013.

PIP-PIP!! Fuglekvidder og menneskesludder.

En af vores absolutte kæpheste er, at vores menneskelige egenskaber i vidt omfang har rødder, som rækker meget længere tilbage end vores menneskelige forfædre, og at vi dermed deler de grundlæggende mekanismer bag store dele af vores adfærd med en lang række andre dyr.

En af de klassiske undtagelser fra denne regel har naturligvis været sproget, som på mange måder må siges at være noget særegent for mennesket.

Og så alligevel?

En lille håndfuld forskere fra Japan og USA slår i hvert fald til lyd for (på baggrund af flere års arbejde), at vores menneskelige sprog i virkeligheden består af to separate dele, med hver deres evolutionære historie: et udtryksbaseret system, som minder om de mekanismer, som styrer fuglenes sang, og et leksikalt system, som har rødder i de mange forskellige abearters alarmkald.

Til sammen danner disse to systemer den kompleksitet og udtryksfuldhed, som er kendetegnende for det menneskelige sprog, der dermed (trods sine evolutionære rødder) stadig må betragtes som særegent for mennesket.

Står deres analyser til troende betyder det imidlertid, at selv det menneskelige sprog har rødder, som kan spores dybt tilbage i udviklingshistorien, og at dets enkelte dele kan genfindes hos så forskellige dyr som aber og fugle.

Der er kort sagt en mening med galskaben, når vi gang på gang blander udviklingshistorien ind i spørgsmålet om, hvordan menneskehjernen er opbygget og fungerer!

How humanlanguage could have evolved from birdsong. Pressemeddelse fra MIT, d. 21. februar 2013. 

når smukke teorier dør ...

Et videnskabeligt ordsprog lyder: En smuk teori dræbt af en grim kendsgerning. Et af de seneste eksempler kunne være følgende:

Mænd er generelt bedre end kvinder til at løse opgaver, som kræver rumlig forestillingsevne. Særligt gennem de senere år har der været fremsat utallige teorier, som har forsøgt at forklare denne forskel som et resultat af en arbejdsfordeling i stenalderen, hvor mændene gik på jagt, mens kvinderne blev hjemme og passede børnene omkring lejrbålet.

Imidlertid har det vist sig mildest talt svært at påvise denne forskel i de to køns evner til at finde vej, hvilket jo ellers netop skulle forklare, hvordan forskellen skulle være opstået. Bedre bliver det naturligvis ikke af, at den samme kønsforskel også kan påvises hos andre dyrearter, som med sikkerhed ikke har levet den samme kønsopdelte stenaldertilværelse, som man har forestillet sig for mennesket.

Nu viser det sig, at årsagen kan være den simple, at forskellene i den rumlige forestillingsevne primært er en simpel bivirkning af det mandlige kønshormon, testosteron, og dets virkning på hjernen, og måske slet ikke hverken har eller har haft nogen afgørende betydning for de to køns overlevelse.

Dræberargumentet lyder som følger: Kønsforskelle udvikles typisk af træk, som først opstår hos begge køn, men derefter afvikles hos det ene køn, når og hvis omkostningerne ved at bære dette træk, viser sig større end den eventuelle gevinst. Spørgsmålet er nu, hvilken ulempe man skulle forestille sig, det skulle indebære for kvinder også at have en forbedret evne til at finde vej, særligt i et jægersamlersamfund, hvor kvinderne efter alt at dømme var ansvarlig for at indsamle store dele af føden?

De mange maleriske forestillinger om den gæve mandlige jæger, som finder vej i terrænet (og derfor har udviklet en særlig ”rumlig intelligens”), må dermed tilsyneladende vige pladsen, for en langt simplere (men også kedeligere?) forklaring: at kønsforskellene i virkeligheden blot er et biprodukt af kønshormonernes påvirkning af hjernen, og ikke i sig selv synes at gøre nogen afgørende praktisk forskel.

Kort sagt: endnu en ”smuk” teori brutalt myrdet af den barske virkelighed?

hvorfor er insekter så små?

Nye forskningsresultater tyder på, at hvis det ikke var for fuglene, ville vi muligvis være plaget af insekter med mere end en halv meters vingefang!

Hvorfor er insekter egentlig altid så små?

Sådan har det jo ikke altid været. For blot få hundrede millioner år siden (!) fandtes der således flere insekter her på Jorden, som havde vingefang på op til 70 cm.

Men sådan er det ikke mere.

Naturligvis kan vi være glade for, at de ikke længere findes i den størrelse. Jeg ville i hvert fald nødigt stikkes af en myg på over en halv meter!

Men spørgsmålet melder sig ikke desto mindre: hvorfor er alle insekterne i dag blevet så små?

* * * 

Den hidtidige forklaring har været, at insekternes ubetydelige størrelse skyldes en ændring af iltindholdet i atmosfæren. Sagen skulle simpelthen være den, at insekter - som har et forholdsvis ineffektivt åndedræt, sammenlignet med f.eks. hvirveldyr - ikke kunne overleve et mere ilfattigt klima, når de kom over en vis størrelse.

Denne forklaring, som har været "god latin" i flere år, viser sig imidlertid nu ikke at holde stik.

Et studie af kolossalt omfang, som indebar målinger af mere end 10.500 insektvingers vingespænd, er nemlig kommet frem til en noget andet forklaring.

I følge de nye tal følger insekternes størrelse således ikke atmosfærens iltindhold, men derimod at store insekter ganske simpelt ikke var i stand til at overleve efter at de første fugle var opstået. Da store insekter også er mere klodsede, var de ganske simpelt lettere bytte - og dette gjorde med tiden, at kun de mindre (og mere adrætte) insekter overlevede.

Ser man på insekternes udvikling sker der således en markant formindskelse i størrelse på netop de tidspunkter, hvor der sker en eksplosiv udvikling inden for fuglenes evolution. At insekterne i dag er små og ikke længere har vingefang på over en halv meter skyldes således mere fuglenes (og muligvis senere også flagermusenes) evne til at fange de mest klodsede af dem - i langt højere grad end at være styret af luftens iltindhold.

* * *

Kort sagt: hvis du glæder dig over at kunne nyde en varm sommeraften uden at blive forstyrret af kolossale myg eller hvepse på over en halv meter, så send en kærlig tanke til fuglene og deres forfædre - og måske endda også de flyvende pattedyr, flagermusene.

reference:

Clapham ME, Karr JA (2012) Environmental and biotic controls on the evolutionary history of insect body size. Proceedings of the Nationall Academy of Sciences, USA. [Epub aheadof print], d. 4. juli 2012.

et skønmaleri af neandertalerne?

Var neandertalerne i virkeligheden kreative kunstnere - eller er det blot videnskabsjournalistikken, som bliver mere og mere kreativ? Vi forsøger at finde et svar i  en aktuel og opsigtsvækkende historie.

Igår - fredag d. 15. juni 2012, kl. 11.06 - lod videnskab.dk bomben sprænge: "Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier". Sådan lød overskriften på en artikel, som i øvrigt fortsætter: "Nye opsigtsvækkende dateringer af berømte spanske hulemalerier tyder på, at det var neandertalere og ikke det moderne menneske, der første pennen."

Hvad? Betyder det nu, at vi skal til at ændre hele synet på neandertalerne - og ikke mindst deres kunstneriske evner? Opstod hulekunsten i Europa i virkeligheden allerede før det moderne menneske nåede frem?

Det korte svar på disse spørgsmål er: sådan ser det i hvert fald ikke ud endnu.

De operative ord i indeledningen på artiklen på videnskab.dk er "tyder på". For ved et nærmere efter syn viser historien sig ganske simpelt ikke at holde vand. Der er kort sagt ingen  sikre beviser - endsige pålidelige indicier - på, at neandertalerne stod bag den tidligste hulekunst i Europa. Til gengæld afslører hele historien en uheldig tendens, som med hast er ved at brede sig inden for videnskabsjournalistikken.

* * *

Det kan måske betale sig at gå tilbage fra starten, og se på, hvad sagen egentlig drejer sig om.

Helt konkret har nogle forskere undersøgt hulemalerier fra 11 forskellige spanske huler og fundet frem til at de faktisk er væsentligt ældre end man troede. Dateringerne - over 40.000 år for en rød "klat", over 37.000 for nogle omrids af nogle hænder, etc. - ligger med andre ord i et spænd, som (hvis de er korrekte) gør disse malerier til de ældste dokumenterede hulemalerier i Europa.

Men hvad med historien om neandertalerne?

Jo, pointen er nu, at hvis dateringen er korrekt og hulemalerierne vitterligt er så gamle, er der grundlæggende to muligheder: 1) at de moderne mennesker skabte dem, stort set med det samme de ankom til Europa, eller 2) at det i virkeligheden er neandertalerne, der har været på spil.

Da det således på ingen måde er nogen umulighed at det stadig er moderne mennesker (som os), der har lavet malerierne, er det væsentligste (hvis ikke eneste) argument for den anden af de to muligheder, at vi endnu ikke har fundet hulemalerier der er lige så gamle i andre dele af verden. Hvorfor skulle de så pludselig begynde at male, så snart de ankom til Europa?

I sidste ende beror hele forestillingen om neandertalerne som hulekunstnere på dette spørgsmål.

* * *

Hvorfor så overhovedet nævne neandertalerne?

Se det er et godt spørgsmål:

Som altid når man møder påstande eller spekulationer, som går langt ud over hvad materialet egentlig berettiger til, bør det naturligvis vække en mistanke om, at der i virkeligheden stikker mere under. Bag den aktuelle undersøgelse ligger således en uenighed blandt huleforskere om, dels hvilken hule (og hvilket land) der skal have æren af at huse Europas tidligste kunstneriske frembringelser (kandidaterne er p.t. Frankrig, Tyskland - og nu: Spanien), dels hvorvidt den tidligste kunst bestod af flotte og detaljerige dyremalerier (som i den franske Chauvet-hule) eller blot af mere simple billeder af f.eks. hænder (som her i Spanien), som først senere skulle udvikle sig til den formfuldendte kunst, som vi kender hulemalerierne for.

Selvom disse uenigheder i vidt omfang drejer sig om fortolkningen af hulekunst, så har de imidlertid også en direkte videnskabelig betydning, da de typisk ledsages om anklager om fejlagtigt datering og forkerte anvendte metoder hos de konkurrerende teams. Til tider - f.eks. også i forbindelse med dette studie - i en grad, som man nærmest kan tale om en decideret "hulekrig".

Uanset hvordan man forholder sig til alle disse spørgsmål, er der dog ingen yderligere indicier, som i sig selv gør det mere sandsynligt, at der var neandertalerne, der (som det udtrykkes på videnskab.dk) "førte pennen."

Som hovedforfatteren, professor Joao Zilhao, selv udtrykker det i sit interview med BBC - som i denne sammenhæng (under den lidet prangende overskrift: "Red dot becomes 'oldest cave art'") har leveret den mest sobre gengivelse af nyheden:

"There is a strong chance that these results imply Neanderthal authorship, ... But I will not say we have proven t because we haven't, and it cannot be proven at this time" (!).

Ordene taler vel nærmest for sig selv - og ligger umiddelbart meget langt fra påstanden på videnskab.dk om at "Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier".

* * *

Det ville imidlertid være alt for let udelukkende at skyde skylden på den stakkels journalist fra videnskab.dk.

Uanset hvor renommeret og velanset tidskriftet Science så end er (det regnes i det inden for universitetsverdenen latterligt overdrevet betydningsfulde citationsindex for verdens vigtigste videnskabelige tidsskrift), og hvor svært det end er at få optaget og trykt sin artikel i bladet, så åbner Science ikke desto mindre selv døren for alle disse spekulationer, ved at lade passagen: "These minimum ages reveal either that cave art was a part of the cultural repertoire of the first anatomically modern humans in Europe or that perhaps Neandertals also engaged in painting caves." afslutte artiklens abstract.

En påstand som ikke kan underbygges af fundene, men som er forfatternes egen (subjektive) vurdering af, hvordan de kunne forestille sig tingene forholdt sig.

I tider hvor videnskabelige nyheder netop sælges på sådanne spekulationer, og hvor ethvert universitet med respekt med sig selv har en hel presseafdeling siddende klar til at spinne en historie, hver gang der blot i en bisætning nævnes nogle af de ting, som de ved der er interesse for i medierne (dinosaurer, neandertalere, osv.), er det langt fra "uskyldigt" for et blad med et sådant internationalt renomme - og dermed også: ansvar - som Science, at lade sådanne spekulationer finde vej til tryksværten.

Nok er det videnskabsjournalisterne der måske slår det sidste søm i kisten - men brædderne og hammeren er lagt til rette lang tid før. Og som sagt: af nogle af de instanser, som inden for den videnskabelige verden anses netop for vogterne af den videnskabelige redelighed.

Det burde måske give stof til eftertanke.

* * *

At det lige var den danske videnskabsportal videnskab.dk som faldt i vandet denne gang, gør selvfølgelig blot historien mere relevant for os. Men desværre er tendensen tydelig - og mere og mere udbredt - også internationalt.

Skrækeksemplet er her fra april i år hvor en artikel om kemisker forbindelser i rummet indeholdt en strøtanke om, hvordan der måske ikke blot kan være udviklet liv på andre planeter - men at de ligefrem kunne have dinosaurerne endnu, hvis de ikke (som på Jorden) er blevet udslettet af en asteroide. En vinkel som universitets kommunikationsafdeling ikke var sen til at anvende til at sælge historien til alverdens medier. Historien blev endda ikke bedre af, at artiklen senere blev trukket tilbage efter anklager om plagiat!

At udviklingen entydigt går i denne retning betyder desværre også, at netop i disse tider hvor man fra forskellige side - både offentligt og fra universiteterne - satser mere og mere på at gøre videnskaben synlig, har de metoder som man anvender for at opnå denne synlighed, den effekt at man som læser af videnskabelige nyheder, i stigende grad må være opmærksom på fordrejninger, fejlfortolkninger og let omgåelse med hvad det hele egentlig drejer sig om: nemlig at tegne et så plausibelt billede af virkeligheden som muligt.

Det er ikke uden et vist vemod, at vi her på Pærerevyen derfor må konstatere, at der mere end nogensinde før er brug nogle som os, som i det mindste (efter bedste evne) forsøger at holde videnskabsjournalistikken lidt i ørene.

referencer:

videnskab.dk - Nye analyser: Neandertalere skabte Europas første hulemalerier.

BBC - Red dot becomes 'oldest cave art'.

pressemeddelelse fra Bristol University - Uranium-series dating reveals Iberian paintings are Europe’s oldest cave art.

originalartiklen fra Science - U-Series Dating of Paleolithic Art in 11 Caves in Spain.

sad det hvide snit i virkeligheden rigtigt?

En af de mest udskældte behandlingsmetoder i forrige århundrede var det kirurgiske indgreb som blev kendt som "det hvide snit". Nye undersøgelser af en af tidens mest effektive behandlinger, elektrochokterapi (eller ECT), har nu vist at de forestillinger, som lå bag det hvide snit - trods de mange uheldige og ubehagelige bivirkninger - måske slet ikke var så tossede endda?

Det hvide snit er en af lægehistoriens mest omtalte og udskældte behandlingsformer. Som bl.a. dokumenteret af Jesper Vaczy Kragh, var Danmark faktisk det land i verden som udførte flest "hvide snit" (set i forhold til befolkningstallet). ( Du kan evt. læse flere historier om det hvide snit - skrevet af Peter Lund Madsen - her.)

Rent kirurgisk bestod det hvide snit i at overskære nervecelleforbindelserne mellem de lavere dele af hjernen og pandelapperne (som traditionelt anses for at være sæde for den højere tankeaktivitet). Disse forbindelser fremstår under normale omstændigheder hvide, da de er dækket af et hvidt fedtlag - heraf betegnelsen "det hvide snit".

Formålet med at skære disse forbindelser over, var at nedsætte aktiviteten i pandelapperne - som da rigtigt nok også i mange tilfælde "sygnede hen" efterfølgende.

* * *

Selvom det i bagklogskabens lys kan virke som mere held end forstand - idet de forestillinger, som lå bag indførelsen af det hvide snit, ved tilbageblik virker temmelig tågede og ukonkrete - viser nyere undersøgelser, at mændene bag det hvide snit faktisk her kan have haft fat i noget:

En af de historisk set mest effektive metoder at behandle svær depression er elektrochokterapi, eller mere neutralt - for dem som synes ordet "chok" er, nå ja, chokerende - også kaldet ECT. Man skal dog ikke lade sig narre: Forkortelsen dækker over betegnelsen "ElectroConvulsive Therapy", som kendetegner at metoden går ud på at man sender strøm gennem hjernen for at udløse krampeanfald.

Metoden lyder da også voldsom (og bør naturligvis ikke anvendes i milde tilfælde) - men har faktisk vist sig forbløffende effektiv. Indtil videre har man blot ikke vidst, hvorfor - eller hvordan - metoden virker.

Det har en håndfuld skotske forskere nu rådet bod på.

Deres undersøgelser viste, at elektrochok tilsyneladende virker ved at nedsætte aktiviteten i den yderste del af pandelapperne. Årsagen til at dette virker mod depression synes at være, at forbindelserne mellem denne del af hjernen og de subkortikale dele - bl.a. det limbiske system - dermed svækkes.

Ovenstående fund bekræfter en forestilling om at svær depression, mani - ja, måske endda former for skizofreni - kan skyldes såkaldte "hyperforbindelser", dvs. for mange eller for stærke forbindelser mellem forskellige dele af hjernen.

* * *

Denne tankegang ligger faktisk ikke langt fra de forestillinger, som i sin tid lå bag indførelsen af det hvide snit og den udbredte brug af metoden i psykokirurgiens storhedstid. At man koncentrerede sig om netop disse forbindelser, kan selvfølgelig virke som mere held end forstand, idet man næppe - med datidens viden - kan siges at have haft et fuldt overblik over hvilke konsekvenser dette omfattende indgreb egentlig havde for patienterne.

Det ændrer dog ikke på, at i de - trods alt ikke sjældent forekommende - tilfælde, hvor indgrebet rent faktisk havde den ønskede effekt, kan det netop skyldes, at effekten virkede mere eller mindre som elektrochokterapien gør i dag.

Alt dette ikke for på nogen måde at tale for at genoplive brugen af det hvide snit. Dertil er der for mange bivirkninger, indgrebet byggede på et for tyndt grundlag, og var i det hele taget kritisabel - ligesom der oftest var alt for lidt til hindring for at skære i andres hjerner. Der er disse grunde, som i dag får det hvide snit til at fremstå som en behandlingsform, som kun er marginalt mere sofistikeret end forhistorisk trepanering.

Men det historien - hvis den viser sig at holde vand, når vi lærer endnu mere om elektrochokkets effekt - kan lære os, er at man selv at behandlingsmetoder, som kan være forældede og forråede, måske stadig kan lære os om, hvordan hjernen egentlig fungerer - og kan påvirkes eller behandles.

Også selvom dette ikke i sig selv er nogen grund til at finde issylene frem igen!.

referencer:
artikel (fuldtekst): Electroconvulsive therapy reduces frontal cortical connectivity in severe depressive disorder.

hold hjernen ung - når du bliver gammel?

Vi overfaldes nærmest dagligt med opfordringer til at holde os mentalt friske, træne hjernen og hukommelsen, og udfordre vores hjerner, sådan at vi holder os mentalt friske. Selvom alle disse råd er godt ment (og ganske sikkert heller ikke skadelige), tyder nye forskningsresultater imidlertid på, at det afgørende for at holde hjernen frisk højt op i alderen ikke så meget afhænger af, hvad vi gør når vi er unge - men derimod hvordan vi gør, når vi er blevet gamle.

Det er en udbredt forestilling, at hjernens svækkes når vi bliver ældre. Det er da også (delvist) rigtigt - omend de tegn på at f.eks. hukommelsen begynder at svigte lidt, som mange forbinder med aldring, først dukker op væsentligt senere, end de fleste tror - typisk først på den anden side af de 60 år.

Mere interessant er imidlertid at de begrænsninger i hjernens effektivitet, som vi normalt forbinder med aldring, slet ikke er uomgængelige. Flere studier har påpeget, at det er muligt at bibeholde sin mentale friskhed og skarphed langt op i alderen.

Den hidtidige forestilling har imidlertid været, at det er det man går tidligt i livet, som var afgørende. At det kort sagt gælder om at holde sig "mentalt fit" hele livet - og at denne praksis er afgørende, når det gælder om at forebygge hjernens - og dermed: vores mentale - forfald.

* * *

Imidlertid har det vist sig, at hverken uddannelse, et udfordrende job eller andre aktiviteter kan sikre, at man er mentalt frisk langt op i alderen. Og skal man tro de seneste undersøgelser, er det tværtimod sådan, at det er det man foretager sig, når man er blevet gammel, der er afgørende.

Står dette til troende, forklarer det naturligvis nogle helt velkendte fænomener. F.eks. den klassiske historie om, hvordan det går endog ofte hurtigt ned ad bakke - rent mentalt - for visse personer, når de først går på pension.

Det korte af det lange: For at holde hjernen frisk op i alderen, skal man bruge den. Men man kan ikke nødvendigvis sikre sig ved at gøre det på forhånd - det afgørende er muligvis, hvordan man behandler hjernen og hvilke udfordringer man giver den, når man er blevet gammel.

Så hvis man ser frem til en pensionist til værelse, hvor man driver den af - komplet åndsfrisk - i en liggestol med kulørte drinks, kan det jo være man bør tænke om igen?

referencer:
pressemeddelelse: Maintain Your Brain: The Secrets to Aging Success.
artikel: Memory aging and brain maintenance.