nyt "intelligensgen" fundet - eller hva'?

Timingen er - som man siger - perfekt. Den virtuelle blæk var knap blevet tørt efter at vi har viderebragt nyheden om, at en større undersøgelse har påvist, at så godt som alle hidtidige kandidater til gener, som kunne have en indflydelse på vores evne til at brillere i en intelligenstest, efter alt at dømme er falsk positive.

Eller med andre ord: at påstande om, hvordan enkeltgener påvirker vores mentale egenskaber, skal tages med et (forholdsvis stort) gran salt.

I en ny pressemeddelelse, som ligeledes videregiver resultaterne af den hidtil største undersøgelse af sin art - i dette tilfælde sammenhængen mellem hjernestørrelse og enkeltgener, finder vi således en ny - og aldeles opsigtsvækkende - påstand. Forskerne bag denne undersøgelse påstår således, udover en række øvrige resultater, at have fundet en sammenhæng mellem - ikke blot et enkelt gen, men et enkelt basepar i vores arvemateriale og såvel størrelsen på særlige dele af hjernen - og vores evne til at brillere i intelligenstests.

Kort sagt: kun få dage efter den manende opfordring til at indstille den - efter visse forskere: meningsløse - jagt efter sammenhængen mellem enkeltgener og evnen til at besvare intelligenstests, påstår andre forskere at have påvist en sammenhæng mellem selv samme evne - og så lidt som variationen i et enkelt locus på vores arvemasse, en enkelt variation i en enkelt base på vores dna. Eller - sagt på en anden måde: et enkelt bogstav på et enkelt af de flere milliarder af steder på vores arvemasse.

Det kunne således se ud som om, at den sikre formaning fra for blot en uge siden, måske allerede er forældet?

* * *

Uanset hvordan man vender og drejer det - og uanset hvilken af disse to delvist modstridende udmeldinger man vælger at fæste sin lid til - viser dette noget essentielt ved videnskab:

Man hverken kan eller skal forvente, at alle de resultater man får serveret - i dagspressen, på nettet eller for den sags skyld direkte fra universiteternes pressemeddelelser - stemmer overens.

Alt afhængigt af metoder og fremgangsmåder, såvel som hvilket teoretisk grundlag man arbejder ud fra, kan resultaterne sagtens afvige. Det betyder ikke nødvendigvis, at de forskellige studier er behæftet med fejl. Det betyder heller ikke, at vi aldrig vil kunne få en afklaring på, hvordan tingene virkelig forholder sig.

Det betyder imidlertid at man skal være klar over, at hver gang man får serveret en videnskabelig nyhed - ofte med brask og bram (så forskerne kan tiltrække sig opmærksomhed - og dermed indirekte nye forskningsmidler) - skal man være pinligt klar over, at man højst sandsynligt kun har fået en lille bid af sandheden.

Dette gælder også - uanset hvilken holdning man ellers selv ville have - utvivlsomt for spørgsmålet om vores genetik har betydning for vores mentale egenskaber - og hvordan:

Der er ingen tvivl om, at formaningen om til stadighed at huske på, at mentale egenskaber er komplekse træk, hvis afhængighed af genetiske komponenter også er (måske endda: uhyre) kompleks, er fuldt på sin plads. Hver enkelt nyhed, som påstår at vi nu "har isoleret intelligens-genet", bør derfor imødegås med den rette skepsis.

Denne generelle omstændighed umuliggør imidlertid ikke, at der rent faktisk kan findes enkelte steder på vores dna - endda muligvis helt ned til enkelte basepar i den genetiske kode - som i særlige tilfælde har en større indflydelse på f.eks. vores evne til at besvare intelligenstests, end andre. Særligt hvis man, som i ovenstående studie, formår at koble dette med en direkte effekt på hjernen - i dette tilfælde: på hjernestørrelsen.

Blot man husker på, at deres effekt udelukkende kommer til udtryk i det komplekse samspil med resten af vores genom og de øvrige faktorer som er afgørende for udviklingen af dets voksne individ.

Om nedenstående fund holder stik i det lange løb - og vi dermed (med tungen behørigt i kinden - og med alle ovenstående forbehold) kan påstå at være "tættere på opdagelsen af et intelligensgen" - kan imidlertidkun tiden vise.

referencer:
pressemeddelelse: International team uncovers new genes that shape brain size, intelligence.

om den forgæves jagt på intelligensgener

De sidste årtier har vi været vidne til en indædt jagt på en sammenhæng mellem bestemte gener og intelligens. Lejlighedsvis forgæves - men også lejlighedsvis med succes. Fra tid til anden har der således været publiceret forskellige studier, som har påvist en sammenhæng mellem bestemte gener - eller mere præcist: bestemte genvariationer (de såkaldte "alleler") - og forskellige mål for intelligens.

Et større studie fra Harvard University som har gennemgået det hidtil største antal af undersøgelser og data omkring sammenhængen mellem særlige gener og præstation i forskellige intelligenstests, er imidlertid nu kommet frem til det (for nogle vel nok nedslående resultat) at så godt som alle tidligere påviste sammenhænge mellem genetik og intelligens ikke har kunnet bekræftes - og dermed må betegnes som falsk positive.

Eller med andre: at der er hidtil ingen resultater, som med nogen sikkerhed har påvist en sammenhæng mellem et bestemt gen - og evnen til at præstere i en intelligenstest.

* * *

Som forskerne imidlertid understreger, er det afgørende ved dette studie imidlertid ikke kun, at det omstøder de hidtidige resultater. Det afgørende er, at det sætter fokus på at vi efter alt at dømme bliver nødt til at opfatte sammenhængen mellem genetik og vores mentale træk som mere nuanceret, end det hidtil har været normalt.

Frem for at lede efter enkelte genvariationer som kan forklare forskelle i adfærd eller i mentale egenskaber, må vi efter alt at dømme vænne os til at betragte os til at opfatte vores egenskaber som bestemt af - ikke er enkelt gen eller et enkelt sted på vores arvemateriale, men som resultatet af et komplekst sammenspil mellem utallige forskellige genvariationer.

Således har selv noget så simpelt og banalt som vores højde vist sig - selvom der naturligvis er tale om et træk, som delvist er arveligt - at være bestemt af så mange forskellige genetiske indflydelser, at intet enkelt gen synes at have en afgørende indflydelse på, hvor høje vi egentlig er. Eller rettere: højst resulterer i en forskel på en halv centimeter.

Jo mere komplekse træk vi forsøger at analysere, jo mere udtalt synes denne tendens blot at blive.

Hvis man ikke vil lære andet af ovenstående eksempel, bør man derfor som minimum lære dette: at det efter alt at dømme er på tide at erstatte forestillingen om at enkelte gener kan ændre vores adfærd i afgørende grad, med en mere nuanceret model af samspillet mellem forskellige steder på vores arvemasse.

Dette er allerede så småt sket inden for studiet af arvelige sygdomme og deres genetiske årsager. Nu mangler vi blot at forskere inden for psykologi og andre discipliner følger trop - og langsomt forlader den efter alt at dømme forældede forestilling om enkeltgener som bestemmende for komplekse træk.

referencer:
pressemeddelelse: In the genes, but which ones?
artikel: Most Reported Genetic Associations with General Intelligence Are Probably False Positives.