sad det hvide snit i virkeligheden rigtigt?

En af de mest udskældte behandlingsmetoder i forrige århundrede var det kirurgiske indgreb som blev kendt som "det hvide snit". Nye undersøgelser af en af tidens mest effektive behandlinger, elektrochokterapi (eller ECT), har nu vist at de forestillinger, som lå bag det hvide snit - trods de mange uheldige og ubehagelige bivirkninger - måske slet ikke var så tossede endda?

Det hvide snit er en af lægehistoriens mest omtalte og udskældte behandlingsformer. Som bl.a. dokumenteret af Jesper Vaczy Kragh, var Danmark faktisk det land i verden som udførte flest "hvide snit" (set i forhold til befolkningstallet). ( Du kan evt. læse flere historier om det hvide snit - skrevet af Peter Lund Madsen - her.)

Rent kirurgisk bestod det hvide snit i at overskære nervecelleforbindelserne mellem de lavere dele af hjernen og pandelapperne (som traditionelt anses for at være sæde for den højere tankeaktivitet). Disse forbindelser fremstår under normale omstændigheder hvide, da de er dækket af et hvidt fedtlag - heraf betegnelsen "det hvide snit".

Formålet med at skære disse forbindelser over, var at nedsætte aktiviteten i pandelapperne - som da rigtigt nok også i mange tilfælde "sygnede hen" efterfølgende.

* * *

Selvom det i bagklogskabens lys kan virke som mere held end forstand - idet de forestillinger, som lå bag indførelsen af det hvide snit, ved tilbageblik virker temmelig tågede og ukonkrete - viser nyere undersøgelser, at mændene bag det hvide snit faktisk her kan have haft fat i noget:

En af de historisk set mest effektive metoder at behandle svær depression er elektrochokterapi, eller mere neutralt - for dem som synes ordet "chok" er, nå ja, chokerende - også kaldet ECT. Man skal dog ikke lade sig narre: Forkortelsen dækker over betegnelsen "ElectroConvulsive Therapy", som kendetegner at metoden går ud på at man sender strøm gennem hjernen for at udløse krampeanfald.

Metoden lyder da også voldsom (og bør naturligvis ikke anvendes i milde tilfælde) - men har faktisk vist sig forbløffende effektiv. Indtil videre har man blot ikke vidst, hvorfor - eller hvordan - metoden virker.

Det har en håndfuld skotske forskere nu rådet bod på.

Deres undersøgelser viste, at elektrochok tilsyneladende virker ved at nedsætte aktiviteten i den yderste del af pandelapperne. Årsagen til at dette virker mod depression synes at være, at forbindelserne mellem denne del af hjernen og de subkortikale dele - bl.a. det limbiske system - dermed svækkes.

Ovenstående fund bekræfter en forestilling om at svær depression, mani - ja, måske endda former for skizofreni - kan skyldes såkaldte "hyperforbindelser", dvs. for mange eller for stærke forbindelser mellem forskellige dele af hjernen.

* * *

Denne tankegang ligger faktisk ikke langt fra de forestillinger, som i sin tid lå bag indførelsen af det hvide snit og den udbredte brug af metoden i psykokirurgiens storhedstid. At man koncentrerede sig om netop disse forbindelser, kan selvfølgelig virke som mere held end forstand, idet man næppe - med datidens viden - kan siges at have haft et fuldt overblik over hvilke konsekvenser dette omfattende indgreb egentlig havde for patienterne.

Det ændrer dog ikke på, at i de - trods alt ikke sjældent forekommende - tilfælde, hvor indgrebet rent faktisk havde den ønskede effekt, kan det netop skyldes, at effekten virkede mere eller mindre som elektrochokterapien gør i dag.

Alt dette ikke for på nogen måde at tale for at genoplive brugen af det hvide snit. Dertil er der for mange bivirkninger, indgrebet byggede på et for tyndt grundlag, og var i det hele taget kritisabel - ligesom der oftest var alt for lidt til hindring for at skære i andres hjerner. Der er disse grunde, som i dag får det hvide snit til at fremstå som en behandlingsform, som kun er marginalt mere sofistikeret end forhistorisk trepanering.

Men det historien - hvis den viser sig at holde vand, når vi lærer endnu mere om elektrochokkets effekt - kan lære os, er at man selv at behandlingsmetoder, som kan være forældede og forråede, måske stadig kan lære os om, hvordan hjernen egentlig fungerer - og kan påvirkes eller behandles.

Også selvom dette ikke i sig selv er nogen grund til at finde issylene frem igen!.

referencer:
artikel (fuldtekst): Electroconvulsive therapy reduces frontal cortical connectivity in severe depressive disorder.

hold hjernen ung - når du bliver gammel?

Vi overfaldes nærmest dagligt med opfordringer til at holde os mentalt friske, træne hjernen og hukommelsen, og udfordre vores hjerner, sådan at vi holder os mentalt friske. Selvom alle disse råd er godt ment (og ganske sikkert heller ikke skadelige), tyder nye forskningsresultater imidlertid på, at det afgørende for at holde hjernen frisk højt op i alderen ikke så meget afhænger af, hvad vi gør når vi er unge - men derimod hvordan vi gør, når vi er blevet gamle.

Det er en udbredt forestilling, at hjernens svækkes når vi bliver ældre. Det er da også (delvist) rigtigt - omend de tegn på at f.eks. hukommelsen begynder at svigte lidt, som mange forbinder med aldring, først dukker op væsentligt senere, end de fleste tror - typisk først på den anden side af de 60 år.

Mere interessant er imidlertid at de begrænsninger i hjernens effektivitet, som vi normalt forbinder med aldring, slet ikke er uomgængelige. Flere studier har påpeget, at det er muligt at bibeholde sin mentale friskhed og skarphed langt op i alderen.

Den hidtidige forestilling har imidlertid været, at det er det man går tidligt i livet, som var afgørende. At det kort sagt gælder om at holde sig "mentalt fit" hele livet - og at denne praksis er afgørende, når det gælder om at forebygge hjernens - og dermed: vores mentale - forfald.

* * *

Imidlertid har det vist sig, at hverken uddannelse, et udfordrende job eller andre aktiviteter kan sikre, at man er mentalt frisk langt op i alderen. Og skal man tro de seneste undersøgelser, er det tværtimod sådan, at det er det man foretager sig, når man er blevet gammel, der er afgørende.

Står dette til troende, forklarer det naturligvis nogle helt velkendte fænomener. F.eks. den klassiske historie om, hvordan det går endog ofte hurtigt ned ad bakke - rent mentalt - for visse personer, når de først går på pension.

Det korte af det lange: For at holde hjernen frisk op i alderen, skal man bruge den. Men man kan ikke nødvendigvis sikre sig ved at gøre det på forhånd - det afgørende er muligvis, hvordan man behandler hjernen og hvilke udfordringer man giver den, når man er blevet gammel.

Så hvis man ser frem til en pensionist til værelse, hvor man driver den af - komplet åndsfrisk - i en liggestol med kulørte drinks, kan det jo være man bør tænke om igen?

referencer:
pressemeddelelse: Maintain Your Brain: The Secrets to Aging Success.
artikel: Memory aging and brain maintenance.