PIP-PIP!! Fuglekvidder og menneskesludder.

En af vores absolutte kæpheste er, at vores menneskelige egenskaber i vidt omfang har rødder, som rækker meget længere tilbage end vores menneskelige forfædre, og at vi dermed deler de grundlæggende mekanismer bag store dele af vores adfærd med en lang række andre dyr.

En af de klassiske undtagelser fra denne regel har naturligvis været sproget, som på mange måder må siges at være noget særegent for mennesket.

Og så alligevel?

En lille håndfuld forskere fra Japan og USA slår i hvert fald til lyd for (på baggrund af flere års arbejde), at vores menneskelige sprog i virkeligheden består af to separate dele, med hver deres evolutionære historie: et udtryksbaseret system, som minder om de mekanismer, som styrer fuglenes sang, og et leksikalt system, som har rødder i de mange forskellige abearters alarmkald.

Til sammen danner disse to systemer den kompleksitet og udtryksfuldhed, som er kendetegnende for det menneskelige sprog, der dermed (trods sine evolutionære rødder) stadig må betragtes som særegent for mennesket.

Står deres analyser til troende betyder det imidlertid, at selv det menneskelige sprog har rødder, som kan spores dybt tilbage i udviklingshistorien, og at dets enkelte dele kan genfindes hos så forskellige dyr som aber og fugle.

Der er kort sagt en mening med galskaben, når vi gang på gang blander udviklingshistorien ind i spørgsmålet om, hvordan menneskehjernen er opbygget og fungerer!

How humanlanguage could have evolved from birdsong. Pressemeddelse fra MIT, d. 21. februar 2013. 

når smukke teorier dør ...

Et videnskabeligt ordsprog lyder: En smuk teori dræbt af en grim kendsgerning. Et af de seneste eksempler kunne være følgende:

Mænd er generelt bedre end kvinder til at løse opgaver, som kræver rumlig forestillingsevne. Særligt gennem de senere år har der været fremsat utallige teorier, som har forsøgt at forklare denne forskel som et resultat af en arbejdsfordeling i stenalderen, hvor mændene gik på jagt, mens kvinderne blev hjemme og passede børnene omkring lejrbålet.

Imidlertid har det vist sig mildest talt svært at påvise denne forskel i de to køns evner til at finde vej, hvilket jo ellers netop skulle forklare, hvordan forskellen skulle være opstået. Bedre bliver det naturligvis ikke af, at den samme kønsforskel også kan påvises hos andre dyrearter, som med sikkerhed ikke har levet den samme kønsopdelte stenaldertilværelse, som man har forestillet sig for mennesket.

Nu viser det sig, at årsagen kan være den simple, at forskellene i den rumlige forestillingsevne primært er en simpel bivirkning af det mandlige kønshormon, testosteron, og dets virkning på hjernen, og måske slet ikke hverken har eller har haft nogen afgørende betydning for de to køns overlevelse.

Dræberargumentet lyder som følger: Kønsforskelle udvikles typisk af træk, som først opstår hos begge køn, men derefter afvikles hos det ene køn, når og hvis omkostningerne ved at bære dette træk, viser sig større end den eventuelle gevinst. Spørgsmålet er nu, hvilken ulempe man skulle forestille sig, det skulle indebære for kvinder også at have en forbedret evne til at finde vej, særligt i et jægersamlersamfund, hvor kvinderne efter alt at dømme var ansvarlig for at indsamle store dele af føden?

De mange maleriske forestillinger om den gæve mandlige jæger, som finder vej i terrænet (og derfor har udviklet en særlig ”rumlig intelligens”), må dermed tilsyneladende vige pladsen, for en langt simplere (men også kedeligere?) forklaring: at kønsforskellene i virkeligheden blot er et biprodukt af kønshormonernes påvirkning af hjernen, og ikke i sig selv synes at gøre nogen afgørende praktisk forskel.

Kort sagt: endnu en ”smuk” teori brutalt myrdet af den barske virkelighed?