En af vores absolutte kæpheste er, at vores menneskelige egenskaber i vidt omfang har rødder, som rækker meget længere tilbage end vores menneskelige forfædre, og at vi dermed deler de grundlæggende mekanismer bag store dele af vores adfærd med en lang række andre dyr.
En af de klassiske undtagelser fra denne regel har naturligvis været sproget, som på mange måder må siges at være noget særegent for mennesket.
Og så alligevel?
En lille håndfuld forskere fra Japan og USA slår i hvert fald til lyd for (på baggrund af flere års arbejde), at vores menneskelige sprog i virkeligheden består af to separate dele, med hver deres evolutionære historie: et udtryksbaseret system, som minder om de mekanismer, som styrer fuglenes sang, og et leksikalt system, som har rødder i de mange forskellige abearters alarmkald.
Til sammen danner disse to systemer den kompleksitet og udtryksfuldhed, som er kendetegnende for det menneskelige sprog, der dermed (trods sine evolutionære rødder) stadig må betragtes som særegent for mennesket.
Står deres analyser til troende betyder det imidlertid, at selv det menneskelige sprog har rødder, som kan spores dybt tilbage i udviklingshistorien, og at dets enkelte dele kan genfindes hos så forskellige dyr som aber og fugle.
Der er kort sagt en mening med galskaben, når vi gang på gang blander udviklingshistorien ind i spørgsmålet om, hvordan menneskehjernen er opbygget og fungerer!
How humanlanguage could have evolved from birdsong. Pressemeddelse
fra MIT, d. 21. februar 2013.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar