om den forgæves jagt på intelligensgener

De sidste årtier har vi været vidne til en indædt jagt på en sammenhæng mellem bestemte gener og intelligens. Lejlighedsvis forgæves - men også lejlighedsvis med succes. Fra tid til anden har der således været publiceret forskellige studier, som har påvist en sammenhæng mellem bestemte gener - eller mere præcist: bestemte genvariationer (de såkaldte "alleler") - og forskellige mål for intelligens.

Et større studie fra Harvard University som har gennemgået det hidtil største antal af undersøgelser og data omkring sammenhængen mellem særlige gener og præstation i forskellige intelligenstests, er imidlertid nu kommet frem til det (for nogle vel nok nedslående resultat) at så godt som alle tidligere påviste sammenhænge mellem genetik og intelligens ikke har kunnet bekræftes - og dermed må betegnes som falsk positive.

Eller med andre: at der er hidtil ingen resultater, som med nogen sikkerhed har påvist en sammenhæng mellem et bestemt gen - og evnen til at præstere i en intelligenstest.

* * *

Som forskerne imidlertid understreger, er det afgørende ved dette studie imidlertid ikke kun, at det omstøder de hidtidige resultater. Det afgørende er, at det sætter fokus på at vi efter alt at dømme bliver nødt til at opfatte sammenhængen mellem genetik og vores mentale træk som mere nuanceret, end det hidtil har været normalt.

Frem for at lede efter enkelte genvariationer som kan forklare forskelle i adfærd eller i mentale egenskaber, må vi efter alt at dømme vænne os til at betragte os til at opfatte vores egenskaber som bestemt af - ikke er enkelt gen eller et enkelt sted på vores arvemateriale, men som resultatet af et komplekst sammenspil mellem utallige forskellige genvariationer.

Således har selv noget så simpelt og banalt som vores højde vist sig - selvom der naturligvis er tale om et træk, som delvist er arveligt - at være bestemt af så mange forskellige genetiske indflydelser, at intet enkelt gen synes at have en afgørende indflydelse på, hvor høje vi egentlig er. Eller rettere: højst resulterer i en forskel på en halv centimeter.

Jo mere komplekse træk vi forsøger at analysere, jo mere udtalt synes denne tendens blot at blive.

Hvis man ikke vil lære andet af ovenstående eksempel, bør man derfor som minimum lære dette: at det efter alt at dømme er på tide at erstatte forestillingen om at enkelte gener kan ændre vores adfærd i afgørende grad, med en mere nuanceret model af samspillet mellem forskellige steder på vores arvemasse.

Dette er allerede så småt sket inden for studiet af arvelige sygdomme og deres genetiske årsager. Nu mangler vi blot at forskere inden for psykologi og andre discipliner følger trop - og langsomt forlader den efter alt at dømme forældede forestilling om enkeltgener som bestemmende for komplekse træk.

referencer:
pressemeddelelse: In the genes, but which ones?
artikel: Most Reported Genetic Associations with General Intelligence Are Probably False Positives.