Befri os fra vildledende pressemeddelelser!

- eller: er orgasmer bedre for hjernen end krydsord?

Normalt gengiver jeg kun i begrænset omfang indhold fra andre videnskabsblogs. Det forekommer mig ærligt talt en smule overflødigt. Forleden faldt jeg imidlertid over et indlæg fra videnskabsbloggeren Neurocritic, som ganske simpelt er så hårrejsende og øjenåbnende, at jeg er nødt til at gøre en undtagelse.

Titlen siger i virkeligheden det hele: ”Befri os fra vildledende pressemeddelelser!” (”Save us from misleading press releases”).

Emnet for indlægget er dog ikke pressemeddelelser i al almindelighed, men derimod mere specifikt en pressemeddelelse fra University of Pennsylvania, som (ifølge overskriften) påstår, at nogle af deres forskere har været med til at påvise, at ”vores hjerne (ubevidst) kan redde os fra fristelser”.

Som eksempler på de ”fristelser”, som hjernen angiveligt kan redde os fra, nævnes i pressemeddelelsen de mange fristelser, som f.eks. forhindrer os i at tabe i vægt, kvitte smøgerne eller spare penge. Forsøget blev dog udført med nogle lidt mere primitive ”fristelser” - nemlig at trykke (eller lade være med at trykke) på en knap, når de så et bestemt bogstav!

Pointen var imidlertid, at forsøgspersonerne under udførelse af disse opgaver, blev præsenteret for forskellige ord. Vel at mærke på en måde, så de ikke var bevidste om, at de havde set dem. Udover de obligatoriske kontrolforsøg var disse ord opdelt i to kategorier: aktive ord (”gå”, ”løb”, ”start”, etc.), og inaktive ord (”sid”, ”stille”, ”rolig”, etc.).

Samtidig målte man på forsøgspersonernes hjerne ved hjælp af EEG.

Og rigtigt nok: Her viste det sig faktisk, at en særlig komponent i forsøgspersonernes EEG (som forventet) afspejlede, hvorvidt de havde været udsat for et aktivt eller et passivt ord. Man havde dermed vist, at der var en påviselig forskel mellem hjerneaktiviteten i de to tilfælde.

Denne forskel blev af forskerne fortolker som den (ubevidste) tilstedeværelse af en øget hæmning mod at udføre den handling, som i forsøget stod som erstatning for de omtalte ”fristelser”, når forsøgspersonerne havde hørt det "inaktive ord". Denne forskel gav anledning til pressemeddelelsen overskrift om, at ”vores hjernen (ubevidst) kan frelse os fra fristelser”.

 Så langt, så godt (sådan da).

Det er bare et problem.

For mens man rigtigt nok kunne måle en forskel på hjerneaktiviteten, alt efter om forsøgspersonerne havde været udsat for aktive eller inaktive ord, så kom denne forskel ikke til udtryk i deres adfærd. Med andre ord: Der var ikke nogen signifikant forskel på, hvad de rent faktisk gjorde (om de trykkede på knapperne eller ej), uanset hvilke ord de havde hørt!

Dette bemærkelsesværdige faktum nævnes da også en passant længere nede i pressemeddelelsen.

Det ændrer imidlertid ikke på det helt centrale: At pressemeddelelsens påstand om, at bevidste påvirkninger kan hjælpe hjernen (og dermed os) med at modstå fristelser, udelukkende baserer sig på, at der kan måles en forskel på hjernen i de to tilfælde – selvom der ingen forskel er på, hvad forsøgspersonerne gjorde!

Vi bliver med andre ord bedt om enten at godtage: 1) at udtrykket ”at hjernen modstår en fristelse” betyder, at dens aktivitetsmønster ser lidt anderledes ud end normalt, selvom vores adfærd er uændret, eller 2) at denne aktivitet i en virkelig situation, med virkelige cigaretter eller søde sager (og ikke blot knapper, man skal trykke på) ville resultere i, at vi rent faktisk modstod fristelsen.

Eller sagt på en anden måde: Forsøgene viser overhovedet ikke det, som overskriften siger – men snarere det omvendte: at det i det aktuelle tilfælde netop ikke gjorde nogen forskel for forsøgspersonernes adfærd, hvad der blev sagt!

Er orgasmer bedre for hjernen end krydsord?

Ovenstående historie er desværre blot et af de mest hårrejsende eksempler på en trend, som bliver mere og mere udbredt: At forskningsresultater brutalt forvrides for at skabe en overskrift, som man håber på kan finde vej til medierne. Dette sker enten i universiteternes presseafdelinger eller på aviserne, hvor man konstant er på udkig efter den ”gode” videnskabelige historie.

Et lignende aktuelt tilfælde, som dog tilsyneladende ikke udspringer af en pressemeddelelse, men enten stammer fra en journalist eller en forsker med lidt for kreative idéer, er nyheden fra Huffington Post om, at ”orgasmer er bedre for hjernen end krydsord”.

Umiddelbart er det jo en forholdsvis uskadelig påstand, og der er da også (som artiklen også nævner) en lang række positive fysiologiske effekter forbundet med orgasmer. Og ja - det er da også mere end tænkeligt, at disse positive effekter kunne have en vis positiv betydning for hjernen.

Det hårrejsende er imidlertid, at overskriftens påstand udelukkende er baseret på et enkelt argument: Nemlig en forsker, som udtaler, at mens løsningen af krydsord kun øger blodgennemstrømningen i ganske få områder af hjernen, øger orgasmen blodgennemstrømningen i flere dele af hjernen.

På baggrund af dette argument (og dette argument alene) fremstilles det dermed som om, at orgasmer er bedre for hjernen over en bred kam. Ingen forsøg på at teste, om man f.eks. klarer sig bedre i mentale tests efter en orgasme, ingen kommentarer på, hvor længe denne effekt i givet fald skulle vare (er det kun mens vi får orgasme? eller bliver hjernen forbedret af den kortvarige forhøjede blodgennemstrømning?, etc.).

Årsagen synes at være åbenlys: at forskerne ganske simpelt slet ikke har undersøgt disse forhold. Alene på baggrund af nogle meget overordnede forskelle, hvis betydning slet ikke uddybes, fremsættes dermed en påstand om, at ”orgasmer er bedre for hjernen end krydsord”.

Uden en mere præcis tilkendegivelse af, hvordan orgasmen er ”bedre” (gør den os f.eks. bedre til krydsord?) og uden en undersøgelse af, om disse påstande gør nogen faktuel forskel hvis vi f.eks. skal løse forskellige mentale opgaver, er denne påstand ikke blot grebet ud af den blå luft. Den giver i sidste ende overhovedet ingen mening!

De to ovenstående historier er uheldigvis blot to aktuelle tilfælde på, hvor meget journalister og presseansvarlige til tider er villige til at gøre, for at gøre forskning og videnskab så ”sexet”, at vi andre dovenkroppe gider at læse med. Uheldigvis er resultatet, at de overskrifter (som hånden på hjertet ofte er det eneste mange af os læser), som er resultatet, ikke blot er upræcise, men til tider endda viser et direkte forkert billede af videnskaben bag.

Det eneste man i sit stille sind kan håbe på, er at den opmærksomhed, som de formår at tiltrække, primært vil være fra de efterhånden mange videnskabsbloggere, som sætter en ære i at kalde deres bluff!

den selvopfyldende profeti

Placebo-effekten er som bekendt betegnelsen for det fænomen, at alene troen på at man får en virksom behandling, kan være medvirkende til at afhjælpe en lidelse,  selvom den behandling man modtager, i sig selv ingen fysisk effekt har. Kort sagt: at alene forventningen om at en behandling hjælper, kan være medvirkende til at gøre en rask, eller at man i det mindste  føler sig mere rask.

En af de mest bemærkelsesværdige variationer af den klassiske placebo-effekt, er den såkaldte nocebo-effekt:  at alene troen på at en bestemt behandling eller en bestemt medicin har særlige bivirkninger, kan være medvirkende til at man udvikler eller oplever disse bivirkninger, selvom der ikke er nogen fysisk årsag til dem. At vores forventninger til hvor vidt en behandling eller en medicin har visse bivirkninger, spiller ind på, om vi også oplever disse bivirkninger, når vi tager medicinen, betyder at alene rygter om, at et bestemt produkt skulle have visse negative effekter eller bivirkninger, i sig selv er nok til, at en vis gruppe personer også vil opleve sådanne bivirkninger.

Se, det rejser jo et interessant problem:

Forestiller man sig, at en håndfuld medier beretter om en evt. bivirkning ved et produkt, som i sig selv er helt uskadeligt, så kan man jo risikere, at dette ikke blot skaber en forventning om, at man vil opleve sådanne bivirkninger. En stor del af de personer, som har en sådan forventning, vil rent faktisk også (på baggrund af  nocebo-effekten) direkte opleve disse bivirkninger.

Mens dette er slemt nok i sig selv, bliver det imidlertid værre endnu:

Forestiller man sig nemlig, at man samtidig foretager en epidemiologisk undersøgelse af, hvorvidt folk har bivirkninger ved den omtalte behandling, vil en stor del af disse "nocebo-patienter" jo svare, at de rent faktisk  oplever bivirkninger.

Selvom undersøgelsen er udført med al den videnskabelige og statistiske omhu, man end kunne ønske, ville man således risikere dermed at kunne dokumentere, at det omtalte produkt fremkalder bivirkninger hos en række brugere, selvom der i virkeligheden slet ikke er nogen fysisk årsag til, at disse bivirkninger skulle forekomme!

Man har dermed, ganske videnskabeligt, påvist en bivirkning ved et produkt, som måske fysisk set er helt uskadeligt. En bivirkning som i virkeligheden er indbildt,  og som udelukkende eksisterer i kraft af en udbredt forventning om, at produktet ikke er så sikkert og fri for bivirkninger, som det giver sig ud for!

Hvordan kan man undgå denne uheldige situation?

Vil man være sikker på at undgå et scenarie ovenstående, ville det kræve, at medierne i en sådan situation ville være mere forsigtige med at råbe vagt i gevær, indtil der forelå en nogenlunde klarhed over, hvorvidt det omtalte produkt rent faktisk fremkaldte fysiske bivirkninger eller ej.

Set i lyset af mediernes forkærlighed for den gode historie og deres traditionelle rolle som "samfundets vagthund", er dette ikke blot usandsynligt, men måske også ligefrem ikke ønskeligt? Man ville jo dermed risikere, at de i situationer, hvor der var brug for at råbe op, holdt sig unødigt tilbage.

På det personlige plan er der imidlertid en simpel løsning på, hvordan man i videst muligt omfang undgår at påføre sig selv unødvendige bivirkninger, som der ikke er en direkte fysisk årsag til (men samtidig en løsning, som desværre ikke kan anbefales): Lad være med at læse indlægssedlen.

Inspireret af indlæg ("Mass Nocebo Delusion") d. 9. maj 2013 på bloggen NeuroLogica.

knyt (stadig ikke) næven (fortsat)

UPDATE til "Knyt næven!" (28. april 2013):

Siden udgivelsen af denne blogpost har kritikken af dette mærkværdige studie spredt sig som en løbeild, særligt blandt videnskabsfolk og -skribenter på Twitter. Dette har blandt resulteret i en stærk kritisk kommentar til studiet af hukommelsesforskeren Jon Simons, publiceret som "comment" på PLoS ONEs hjemmeside under den oprindelige artikel, samt en mere grundig kritik af endnu flere af de fejl, som findes i studiet (udover dem jeg har nævnt oven for) af videnskabsbloggeren NeuroCritic. Begge kritiserer i øvrigt også selve teorien om at de to hjernehalvdele skulle spille forskellige roller i henholdsvis lagring og genkaldelse.

Dermed skulle fejlene være godt og grundigt påpeget for dem, som følger med i den videnskabelige debat. Tilbage står nu kun det problem, som var min vigtigste bevæggrund for at skrive denne notits: at for den læser, som kun møder overskriften om den påståede effekt i sin avis eller på nettet, vil højst sandsynligt ikke komme til at kende til den massive videnskabelige kritik, som denne artikel har medfødt.

Ak og ve!

knyt næven!

(se også UPDATE nedenfor)

Når det gælder vores hukommelse, florerer der en teori om, at indlæring primært er en arbejdsopgave for venstre hjernehalvdel, mens genkaldelse primært varetages af højre. Om denne forestilling er korrekt eller ej, er ikke emnet her. Her drejer det sig i stedet udelukkende om det seneste forskningsresultat, som menes at underbygge denne teori.

Ved første øjekast lyder det næsten for godt til at være sandt: Forskere har tilsyneladende fundet ud af, at man kan forbedre sin hukommelse for ordlister ved simpelthen af knytte sin højre hånd under (eller lige før) indlæringen, og omvendt knytte sin venstre hånd i forbindelse med den efterfølgende genkaldelse.

Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser den pressemeddelelse, som ledsager en netop udgivet videnskabelig artikel om hukommelsen, fra Public Library of Science.

Årsagen skulle være den simple, at man ved at knytte den ene næve øger aktiviteten i hjernebarken i den anden side af hjernen (dasignalerne krydser over), og dermed øger man også dens effektivitet. Resultatet skyldes dermed, igen ifølge forskerne, at venstre hjernehalvdel er hovedansvarlig for indlæring og højrehjernehalvdel hovedansvarlig for genkaldelse.

Så langt i hvert fald forskerne (og pressemeddelelsen).

Læser man den virkelige artikel, ser sagen imidlertid noget anderledes ud.

at knytte eller ikke knytte

Helt konkret foregik det aktuelle forsøg ved at forsøgspersonerne (alle kvinder) blev delt op i forskellige grupper, som blev bedt om at holde en lille (5 cm i diameter) pink bold i hånden, samtidig med at de skulle indlære og senere genkalde en række ordlister.

Mens kontrolgruppen blot skulle holde bolden blidt i håndfladen, blev de andre bedt om at trykke hårdt sammen om den i to gange 45 sekunder (med 15 sekunders mellemrum), umiddelbart inden de skulle udføre de respektive opgaver.

De blev opdelt i fire grupper:

1) en der havde bolden i venstre hånd både under indlæring og genkaldelse,

2) en der havde bolden i højre hånd både under indlæring og genkaldelse,

3) en der havde bolden i venstre hånd under indlæring og i højre under genkaldelse, og

4) en der havde bolden i højre hånd under indlæring og i venstre under genkaldelse.

huskebolden og resultaterne

Bagefter blev resultaterne af deres genkaldelse af ordene fra ordlisten målt.

Umiddelbart fremkom der flere signifikante resultater: F.eks. viste det sig, at dem som havde bolden i venstre hånd under begge opgaver (indlæring og genkaldelse) klarede sig markant dårlige end kontrolgruppen.

Hvad angår den påstand, som pressemeddelelsen tog udgangspunkt i, så viste det sig også rigtigt nok, at den gruppe, hvor forsøgspersonerne havde bolden i højre hånd under indlæringen og i venstre under genkaldelsen, klarerede opgaven signifikant bedre end de tre andre kombinationer, hvor bolden skulle trykkes sammen.

Men så begynder problemerne. Der viste sig nemlig ikke at være nogen signifikant forskel på denne gruppe, som trykkede sammen om bolden (højre først, dernæst venstre) og kontrolgruppen, som kun holdt bolden blidt i hånden.

Med andre ord: selvom denne gruppe klarede sig bedre end de andre, som blev bedt om at trykke bolden sammen, klarede de sig ikke væsentlig bedre end den gruppe, som ikke foretog sig noget væsentlig med bolden. Altså den situation, som man umiddelbart skulle forestille sig, var den mest normale.

signifikans eller ikke-signifikans?

Hvordan kommer man så herfra og til, at det at trykke en bold kan forbedre hukommelsen?

Ja, her benyttes et kunsttrick. For selvom forskellen ikke var signifikant, dvs. ikke overskred den grænse som man normalt anser for nødvendig for at et resultat kan bruges videnskabeligt (hvilket det retfærdigvis skal siges allerede nævnes i pressemeddelelsen), så nævner forskerne alligevel resultatet som betydningsfuldt.

De skriver f.eks. at resultatet fra højre-venstre grupper er bedre end kontrolgruppen (”but not significantly so”), at resultatet, selvom det ikke er signifikant, er ”numerisk større” end resultatet fra kontrolgruppen, samt at man muligvis i fremtiden ville kunne opnå et signifikant resultat, hvis man anvendte en større gruppe forsøgspersoner.

Det kan selvfølgelig være korrekt. Men da vi ikke kan spå om fremtiden, kunne det jo for så vidt lige så godt være, at en større gruppe ville resultere i helt andre resultater - eller (måske mere sandsynligt) skabe en gentagelse af det ikke-signifikante resultat?

Ovenstående studie melder sig dermed ind i en diskussion, som har kørt på videnskabsblogs og blandt videnskabsfolk og videnskabsskribenter på Twitter, hvor man er begyndt at samle eksempler på, hvordan videnskabsfolk i stadig stigende grad er begyndt at anvende ikke-signifikante resultater, samtidig med at de anvender forskellige sproglige kneb for at knibe sig uden om det faktum, at deres resultater faktisk ikke viser det, som de havde håbet.

Man kan følge med i denne diskussion på Twitter under hashtagget #stillnotsignificant, eller se en samlet liste over nogle af de mest hårrejsende forsøg på at vikle sig ud af problemet på Matthew Hankins’ blog Psychologically flawed.

fra negativ effekt til positiv presse

For kort at opsummere: der er ingen signifikante fund i forbindelse med det nævnte forsøg, som på nogen måde klart viser, at ens hukommelse kan forbedres ved at knytte hånden. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre indledes pressemeddelelsen (med titlen ”At knytte højre kno kan give bedre greb om hukommelsen”) med at gentage denne påstand ikke en eller to, men hele tre gange i træk:

“Clenching right fist may give better grip on memory.”

“Study suggests clenching right hand may help form memories, left may help recall words.”

“Clenching your right hand may help form a stronger memory of an event or action, and clenching your left may help you recollect the memory later.”

Alt sammen på trods af, at det ikke lykkes for forskerne at påvise nogen signifikant forbedring (dvs. et resultat som normalt ville berettige til en videnskabelig konklusion) i et eneste af de nævnte tilfælde, men udelukkende resultater, som viser at evnen til at huske i flere tilfælde (meget) signifikant forringes af at man knytter næverne i forbindelse med indlæring og genkaldelse.

At forsøget intet siger om, hvordan man forbedrer hukommelsen (i forhold til den ”normale” situation, hvor der ikke knyttes hænder), underbygges af, at forskerne selv kommer til den konklusion, at deres forsøg viser, at indlæringen spiller en større rolle for hukommelsen end genkaldelsen netop på baggrund af at forsøgspersonerne i de to situationer, hvor de knyttede venstre hånd under indlæringen, opnåede markant dårligere resultater end i kontrolsituationen, og ikke fordi man kunne se nogen forbedring hos dem, som knyttede højre hånd under indlæringen (for det var ikke tilfældet).

Ja, det er faktisk netop denne forskel mellem kontrolgruppen og de grupper, som klarer sig markant dårligere, som forskerne i konklusionen fremhæver som baggrunden for vigtigheden af deres fund!

hvorfor bliver vi dårligere til at huske af at knytte næven?

Ser man helt nøgternt på tallene, siger de således følgende: At ingen af resultaterne viser en signifikant forbedring af hukommelsen i forhold til kontrolgruppen, hvor ingen knyttede næverne, men blot holdt en bold i hånden.

Det som først og fremmest kræver en forklaring er dermed, hvorfor det tilsyneladende generelt gør det sværere at huske ord, hvis man knytter næverne, frem for hvorfor det i et enkelt tilfælde (først højre, så venstre) ikke gør nogen væsentligt forskel fra kontrolsituationen.

Som udgangspunkt kunne man jo forestille sig den mest simple forklaring, som overhovedet tænkes kan: at det faktisk er forstyrrende, når man skal udføre en hukommelsestest, først at blive bedt om at sidde og knytte næven om en lille bold!

I stedet for, som forskerne gør, at opfordre til at gentage forsøget med en større gruppe mennesker, så kunne man være fristet til at tænke, at man måske ville opnå et endnu bedre resultat, hvis kontrolgruppen end ikke havde behøvet at holde en bold i hånden under forsøget?

Det er da værd at prøve.

spørg naturen!

Ovenstående eksempel illustrerer på fineste vis, hvordan forskere ikke altid nødvendigvis selv er de bedst egnede til at konkludere på deres resultater. Der vil altid være en risiko for, at de resultater der opnås, alt for ensidigt fortolkes i lyset af den hypotese, som forskerne har tilrettelagt forsøget ud fra håbet om at belyse. Måske særligt i tilfælde som ovenstående, hvor forsøgsresultaterne strengt taget ikke siger noget væsentligt om, hvorvidt denne hypotese kan underbygges eller ej.

I det konkrete tilfælde viste den situation, hvor man først knytter højre hånd under indlæringen og siden venstre hånd under genkaldelsen, sig jo - kan man tillade sig at antage: mod forskernes forventning? - netop ikke at være signifikant mere effektivt end kontrolsituationen, hvor forsøgspersonerne blot holdt en bold i hånden under øvelsen.

At det lykkes for forskerne at fortolke disse resultater derhen, at det støtter hypotesen om, at det hjælper hukommelsen at knytte højre næve ved indlæring og venstre ved genkaldelse, understreger blot behovet for at huske på den gamle videnskabelige dyd om først og fremmest at udforme sine eksperimenter på en sådan måde, at resultaterne vil kunne bruges til at forkaste den hypotese, man har fremstillet.

Kun ved på denne måde at sætte sine forestillinger på prøve, kan man udnytte videnskabens egentlig force og leve op til dens egentlige formål: at spørge naturen og lytte til dens svar!

historier, historier

Ovenstående eksempel derimod et kedeligt eksempel på en tendens, som desværre har bredt sig inden for videnskaben, og som man ofte støder på, både inden for psykologi og hjerneforskning: At man i stedet for at stille sine forestillinger på en kritisk prøve, blot starter med at indhente sine data, for dernæst at skrive en historie omkring dem, som stemmer overens de forestillinger, man havde inden forsøget.

Om denne praksis skyldes, at det efterhånden er blevet et stort problem for forskerne (og i særdeleshed deres karrierer), hvis deres forsøg ikke giver resultater, som underbygger deres hypoteser, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det er i hvert fald en kedelig udvikling for videnskaben, idet det undergraver den vilje til selvkritik, som er selve videnskabens væsen.

lad være at knytte næven!

Er overfortolkninger som disse skadelige?

Fra et videnskabeligt synspunkt helt klart ja. Pressemeddelelsens overdrivelser, kombineret med artiklens vage formuleringer, risikerer jo at får det til at fremstå, som om det er påvist, at der er en effekt, som forsøget rent faktisk ikke har påvist. Artiklen kan dermed citeres som et håndfast videnskabeligt ”bevis” for en hypotese, som den strengt taget ikke formår at underbygge.

Personligt er jeg dog mere bekymret for den skadevirkning pressemeddelelsen kan få, når og hvis den spredes til den brede presse eller folk blot falder over den på internettet. Faren er helt konkret, at man læser pressemeddelelsen (eller de artikler, den eventuelt danner baggrund for) og tror, at der her er et 

videnskabeligt grundlag for at tro, at man kan forbedre sin hukommelse ved gå rundt og at knytte næverne, mens man i virkeligheden sandsynligvis opnår ingen (eller i værste fald rent faktisk den lige modsatte) effekt.

Kort sagt: der er endnu ingen grund til at knytte næverne!

UPDATE (28. april 2013):

Siden udgivelsen af denne blogpost har kritikken af dette mærkværdige studie spredt sig som en løbeild, særligt blandt videnskabsfolk og -skribenter på Twitter. Dette har blandt resulteret i en stærk kritisk kommentar til studiet af hukommelsesforskeren Jon Simons, publiceret som "comment" på PLoS ONEs hjemmeside under den oprindelige artikel, samt en mere grundig kritik af endnu flere af de fejl, som findes i studiet (udover dem jeg har nævnt oven for) af videnskabsbloggeren NeuroCritic. Begge kritiserer i øvrigt også selve teorien om at de to hjernehalvdele skulle spille forskellige roller i henholdsvis lagring og genkaldelse.

Dermed skulle fejlene være godt og grundigt påpeget for dem, som følger med i den videnskabelige debat. Tilbage står nu kun det problem, som var min vigtigste bevæggrund for at skrive denne notits: at for den læser, som kun møder overskriften om den påståede effekt i sin avis eller på nettet, vil højst sandsynligt ikke komme til at kende til den massive videnskabelige kritik, som denne artikel har medfødt.

Ak og ve!

referencer:

Propper RE, McGraw SE, Brunyé TT, Weiss M (2013) Getting a Grip on Memory: UnilateralHand Clenching Alters Episodic Recall. PLoS ONE 8(4): e62474. 

Clenchingright fist may give better grip on memory. Pressemeddelselse fra Public Library of Science (via EurekAlert!), d. 24. april 2013.

PIP-PIP!! Fuglekvidder og menneskesludder.

En af vores absolutte kæpheste er, at vores menneskelige egenskaber i vidt omfang har rødder, som rækker meget længere tilbage end vores menneskelige forfædre, og at vi dermed deler de grundlæggende mekanismer bag store dele af vores adfærd med en lang række andre dyr.

En af de klassiske undtagelser fra denne regel har naturligvis været sproget, som på mange måder må siges at være noget særegent for mennesket.

Og så alligevel?

En lille håndfuld forskere fra Japan og USA slår i hvert fald til lyd for (på baggrund af flere års arbejde), at vores menneskelige sprog i virkeligheden består af to separate dele, med hver deres evolutionære historie: et udtryksbaseret system, som minder om de mekanismer, som styrer fuglenes sang, og et leksikalt system, som har rødder i de mange forskellige abearters alarmkald.

Til sammen danner disse to systemer den kompleksitet og udtryksfuldhed, som er kendetegnende for det menneskelige sprog, der dermed (trods sine evolutionære rødder) stadig må betragtes som særegent for mennesket.

Står deres analyser til troende betyder det imidlertid, at selv det menneskelige sprog har rødder, som kan spores dybt tilbage i udviklingshistorien, og at dets enkelte dele kan genfindes hos så forskellige dyr som aber og fugle.

Der er kort sagt en mening med galskaben, når vi gang på gang blander udviklingshistorien ind i spørgsmålet om, hvordan menneskehjernen er opbygget og fungerer!

How humanlanguage could have evolved from birdsong. Pressemeddelse fra MIT, d. 21. februar 2013. 

når smukke teorier dør ...

Et videnskabeligt ordsprog lyder: En smuk teori dræbt af en grim kendsgerning. Et af de seneste eksempler kunne være følgende:

Mænd er generelt bedre end kvinder til at løse opgaver, som kræver rumlig forestillingsevne. Særligt gennem de senere år har der været fremsat utallige teorier, som har forsøgt at forklare denne forskel som et resultat af en arbejdsfordeling i stenalderen, hvor mændene gik på jagt, mens kvinderne blev hjemme og passede børnene omkring lejrbålet.

Imidlertid har det vist sig mildest talt svært at påvise denne forskel i de to køns evner til at finde vej, hvilket jo ellers netop skulle forklare, hvordan forskellen skulle være opstået. Bedre bliver det naturligvis ikke af, at den samme kønsforskel også kan påvises hos andre dyrearter, som med sikkerhed ikke har levet den samme kønsopdelte stenaldertilværelse, som man har forestillet sig for mennesket.

Nu viser det sig, at årsagen kan være den simple, at forskellene i den rumlige forestillingsevne primært er en simpel bivirkning af det mandlige kønshormon, testosteron, og dets virkning på hjernen, og måske slet ikke hverken har eller har haft nogen afgørende betydning for de to køns overlevelse.

Dræberargumentet lyder som følger: Kønsforskelle udvikles typisk af træk, som først opstår hos begge køn, men derefter afvikles hos det ene køn, når og hvis omkostningerne ved at bære dette træk, viser sig større end den eventuelle gevinst. Spørgsmålet er nu, hvilken ulempe man skulle forestille sig, det skulle indebære for kvinder også at have en forbedret evne til at finde vej, særligt i et jægersamlersamfund, hvor kvinderne efter alt at dømme var ansvarlig for at indsamle store dele af føden?

De mange maleriske forestillinger om den gæve mandlige jæger, som finder vej i terrænet (og derfor har udviklet en særlig ”rumlig intelligens”), må dermed tilsyneladende vige pladsen, for en langt simplere (men også kedeligere?) forklaring: at kønsforskellene i virkeligheden blot er et biprodukt af kønshormonernes påvirkning af hjernen, og ikke i sig selv synes at gøre nogen afgørende praktisk forskel.

Kort sagt: endnu en ”smuk” teori brutalt myrdet af den barske virkelighed?

hvorfor er insekter så små?

Nye forskningsresultater tyder på, at hvis det ikke var for fuglene, ville vi muligvis være plaget af insekter med mere end en halv meters vingefang!

Hvorfor er insekter egentlig altid så små?

Sådan har det jo ikke altid været. For blot få hundrede millioner år siden (!) fandtes der således flere insekter her på Jorden, som havde vingefang på op til 70 cm.

Men sådan er det ikke mere.

Naturligvis kan vi være glade for, at de ikke længere findes i den størrelse. Jeg ville i hvert fald nødigt stikkes af en myg på over en halv meter!

Men spørgsmålet melder sig ikke desto mindre: hvorfor er alle insekterne i dag blevet så små?

* * * 

Den hidtidige forklaring har været, at insekternes ubetydelige størrelse skyldes en ændring af iltindholdet i atmosfæren. Sagen skulle simpelthen være den, at insekter - som har et forholdsvis ineffektivt åndedræt, sammenlignet med f.eks. hvirveldyr - ikke kunne overleve et mere ilfattigt klima, når de kom over en vis størrelse.

Denne forklaring, som har været "god latin" i flere år, viser sig imidlertid nu ikke at holde stik.

Et studie af kolossalt omfang, som indebar målinger af mere end 10.500 insektvingers vingespænd, er nemlig kommet frem til en noget andet forklaring.

I følge de nye tal følger insekternes størrelse således ikke atmosfærens iltindhold, men derimod at store insekter ganske simpelt ikke var i stand til at overleve efter at de første fugle var opstået. Da store insekter også er mere klodsede, var de ganske simpelt lettere bytte - og dette gjorde med tiden, at kun de mindre (og mere adrætte) insekter overlevede.

Ser man på insekternes udvikling sker der således en markant formindskelse i størrelse på netop de tidspunkter, hvor der sker en eksplosiv udvikling inden for fuglenes evolution. At insekterne i dag er små og ikke længere har vingefang på over en halv meter skyldes således mere fuglenes (og muligvis senere også flagermusenes) evne til at fange de mest klodsede af dem - i langt højere grad end at være styret af luftens iltindhold.

* * *

Kort sagt: hvis du glæder dig over at kunne nyde en varm sommeraften uden at blive forstyrret af kolossale myg eller hvepse på over en halv meter, så send en kærlig tanke til fuglene og deres forfædre - og måske endda også de flyvende pattedyr, flagermusene.

reference:

Clapham ME, Karr JA (2012) Environmental and biotic controls on the evolutionary history of insect body size. Proceedings of the Nationall Academy of Sciences, USA. [Epub aheadof print], d. 4. juli 2012.