At det ikke er meget der kan gøre folk så uenige som politik, er næppe nogen nyhed i sig selv. Hvad der måske til gengæld er nyt, er at vores opfattelse af andre folks politiske holdninger også kan være med til at fjerne den medfødte evne til empati, som vi ellers i stadig stigende grad kan påvise hos mennesker.
Politik har altid været et sprængfarligt emne. Hvor mange familier har ikke - for at undgå ballade - haft det som standard at huske hinanden på "ikke at diskutere politik" inden den store familiefest?
Nu viser det sig at der faktisk kan være en god grund til ikke at vifte for meget med sine politiske holdninger.
Et øjeåbnende forsøg fra amerikanske forskere fra University of Michigan har således vist, at den evne vi har til at sætte os selv i andre folks sko - og leve os ind i deres fysiske og psykiske tilstand - ganske simpelt sættes ud af kraft, hvis der er tale om personer som er af en anden politiske holdning end os selv.
Gennem de senere år har en række studier således vist, at vi helt automatisk har en evne til at føle med andre - hvis de er udsat for kulde, kan vi næsten føle den selv, ser vi nogen som græder eller har ondt, vil vi stort set kunne føle smerten selv. Denne evne til identifikation menes at være baggrunden for den menneskelige evne til at føle med andre - evnen til at have empati.
Det nye studie bekræfter imidlertid en mistanke, som også tidligere studier har påpeget: at denne evne til at føle med andre, begrænses af om vi opfatter dem som værende ligesom os. Hvis en person således har en markant anden politisk holdning, forsvinder den nærmest automatiske evne til identifikation med vedkommendes tilstand tilsyneladende.
Selvom dette kan forekomme som et mindre betydningsfuldt resultat, kan konsekvenserne imidlertid være drastiske: for hvis det er vores grundlæggende empati med andre mennesker, som ligger bag vores tendens til at hjælpe andre - og måske forhindrer os i at gøre dem ondt - så kan noget så i bund og grund tåbeligt ligegyldigt som politisk overbevisning være med til at slå disse mekanismer fra.
Hvad det sætter os i stand til at gøre mod vores politiske modstandere, kan vi kun gisne om.
referencer:
pressemeddelelse: Empathy Doesn’t Extend Across the Political Aisle.
artikel: More Than Skin Deep.Visceral States Are Not Projected Onto Dissimilar Others.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar