hvorfor er insekter så små?

Nye forskningsresultater tyder på, at hvis det ikke var for fuglene, ville vi muligvis være plaget af insekter med mere end en halv meters vingefang!

Hvorfor er insekter egentlig altid så små?

Sådan har det jo ikke altid været. For blot få hundrede millioner år siden (!) fandtes der således flere insekter her på Jorden, som havde vingefang på op til 70 cm.

Men sådan er det ikke mere.

Naturligvis kan vi være glade for, at de ikke længere findes i den størrelse. Jeg ville i hvert fald nødigt stikkes af en myg på over en halv meter!

Men spørgsmålet melder sig ikke desto mindre: hvorfor er alle insekterne i dag blevet så små?

* * * 

Den hidtidige forklaring har været, at insekternes ubetydelige størrelse skyldes en ændring af iltindholdet i atmosfæren. Sagen skulle simpelthen være den, at insekter - som har et forholdsvis ineffektivt åndedræt, sammenlignet med f.eks. hvirveldyr - ikke kunne overleve et mere ilfattigt klima, når de kom over en vis størrelse.

Denne forklaring, som har været "god latin" i flere år, viser sig imidlertid nu ikke at holde stik.

Et studie af kolossalt omfang, som indebar målinger af mere end 10.500 insektvingers vingespænd, er nemlig kommet frem til en noget andet forklaring.

I følge de nye tal følger insekternes størrelse således ikke atmosfærens iltindhold, men derimod at store insekter ganske simpelt ikke var i stand til at overleve efter at de første fugle var opstået. Da store insekter også er mere klodsede, var de ganske simpelt lettere bytte - og dette gjorde med tiden, at kun de mindre (og mere adrætte) insekter overlevede.

Ser man på insekternes udvikling sker der således en markant formindskelse i størrelse på netop de tidspunkter, hvor der sker en eksplosiv udvikling inden for fuglenes evolution. At insekterne i dag er små og ikke længere har vingefang på over en halv meter skyldes således mere fuglenes (og muligvis senere også flagermusenes) evne til at fange de mest klodsede af dem - i langt højere grad end at være styret af luftens iltindhold.

* * *

Kort sagt: hvis du glæder dig over at kunne nyde en varm sommeraften uden at blive forstyrret af kolossale myg eller hvepse på over en halv meter, så send en kærlig tanke til fuglene og deres forfædre - og måske endda også de flyvende pattedyr, flagermusene.

reference:

Clapham ME, Karr JA (2012) Environmental and biotic controls on the evolutionary history of insect body size. Proceedings of the Nationall Academy of Sciences, USA. [Epub aheadof print], d. 4. juli 2012.

et skønmaleri af neandertalerne?

Var neandertalerne i virkeligheden kreative kunstnere - eller er det blot videnskabsjournalistikken, som bliver mere og mere kreativ? Vi forsøger at finde et svar i  en aktuel og opsigtsvækkende historie.

Igår - fredag d. 15. juni 2012, kl. 11.06 - lod videnskab.dk bomben sprænge: "Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier". Sådan lød overskriften på en artikel, som i øvrigt fortsætter: "Nye opsigtsvækkende dateringer af berømte spanske hulemalerier tyder på, at det var neandertalere og ikke det moderne menneske, der første pennen."

Hvad? Betyder det nu, at vi skal til at ændre hele synet på neandertalerne - og ikke mindst deres kunstneriske evner? Opstod hulekunsten i Europa i virkeligheden allerede før det moderne menneske nåede frem?

Det korte svar på disse spørgsmål er: sådan ser det i hvert fald ikke ud endnu.

De operative ord i indeledningen på artiklen på videnskab.dk er "tyder på". For ved et nærmere efter syn viser historien sig ganske simpelt ikke at holde vand. Der er kort sagt ingen  sikre beviser - endsige pålidelige indicier - på, at neandertalerne stod bag den tidligste hulekunst i Europa. Til gengæld afslører hele historien en uheldig tendens, som med hast er ved at brede sig inden for videnskabsjournalistikken.

* * *

Det kan måske betale sig at gå tilbage fra starten, og se på, hvad sagen egentlig drejer sig om.

Helt konkret har nogle forskere undersøgt hulemalerier fra 11 forskellige spanske huler og fundet frem til at de faktisk er væsentligt ældre end man troede. Dateringerne - over 40.000 år for en rød "klat", over 37.000 for nogle omrids af nogle hænder, etc. - ligger med andre ord i et spænd, som (hvis de er korrekte) gør disse malerier til de ældste dokumenterede hulemalerier i Europa.

Men hvad med historien om neandertalerne?

Jo, pointen er nu, at hvis dateringen er korrekt og hulemalerierne vitterligt er så gamle, er der grundlæggende to muligheder: 1) at de moderne mennesker skabte dem, stort set med det samme de ankom til Europa, eller 2) at det i virkeligheden er neandertalerne, der har været på spil.

Da det således på ingen måde er nogen umulighed at det stadig er moderne mennesker (som os), der har lavet malerierne, er det væsentligste (hvis ikke eneste) argument for den anden af de to muligheder, at vi endnu ikke har fundet hulemalerier der er lige så gamle i andre dele af verden. Hvorfor skulle de så pludselig begynde at male, så snart de ankom til Europa?

I sidste ende beror hele forestillingen om neandertalerne som hulekunstnere på dette spørgsmål.

* * *

Hvorfor så overhovedet nævne neandertalerne?

Se det er et godt spørgsmål:

Som altid når man møder påstande eller spekulationer, som går langt ud over hvad materialet egentlig berettiger til, bør det naturligvis vække en mistanke om, at der i virkeligheden stikker mere under. Bag den aktuelle undersøgelse ligger således en uenighed blandt huleforskere om, dels hvilken hule (og hvilket land) der skal have æren af at huse Europas tidligste kunstneriske frembringelser (kandidaterne er p.t. Frankrig, Tyskland - og nu: Spanien), dels hvorvidt den tidligste kunst bestod af flotte og detaljerige dyremalerier (som i den franske Chauvet-hule) eller blot af mere simple billeder af f.eks. hænder (som her i Spanien), som først senere skulle udvikle sig til den formfuldendte kunst, som vi kender hulemalerierne for.

Selvom disse uenigheder i vidt omfang drejer sig om fortolkningen af hulekunst, så har de imidlertid også en direkte videnskabelig betydning, da de typisk ledsages om anklager om fejlagtigt datering og forkerte anvendte metoder hos de konkurrerende teams. Til tider - f.eks. også i forbindelse med dette studie - i en grad, som man nærmest kan tale om en decideret "hulekrig".

Uanset hvordan man forholder sig til alle disse spørgsmål, er der dog ingen yderligere indicier, som i sig selv gør det mere sandsynligt, at der var neandertalerne, der (som det udtrykkes på videnskab.dk) "førte pennen."

Som hovedforfatteren, professor Joao Zilhao, selv udtrykker det i sit interview med BBC - som i denne sammenhæng (under den lidet prangende overskrift: "Red dot becomes 'oldest cave art'") har leveret den mest sobre gengivelse af nyheden:

"There is a strong chance that these results imply Neanderthal authorship, ... But I will not say we have proven t because we haven't, and it cannot be proven at this time" (!).

Ordene taler vel nærmest for sig selv - og ligger umiddelbart meget langt fra påstanden på videnskab.dk om at "Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier".

* * *

Det ville imidlertid være alt for let udelukkende at skyde skylden på den stakkels journalist fra videnskab.dk.

Uanset hvor renommeret og velanset tidskriftet Science så end er (det regnes i det inden for universitetsverdenen latterligt overdrevet betydningsfulde citationsindex for verdens vigtigste videnskabelige tidsskrift), og hvor svært det end er at få optaget og trykt sin artikel i bladet, så åbner Science ikke desto mindre selv døren for alle disse spekulationer, ved at lade passagen: "These minimum ages reveal either that cave art was a part of the cultural repertoire of the first anatomically modern humans in Europe or that perhaps Neandertals also engaged in painting caves." afslutte artiklens abstract.

En påstand som ikke kan underbygges af fundene, men som er forfatternes egen (subjektive) vurdering af, hvordan de kunne forestille sig tingene forholdt sig.

I tider hvor videnskabelige nyheder netop sælges på sådanne spekulationer, og hvor ethvert universitet med respekt med sig selv har en hel presseafdeling siddende klar til at spinne en historie, hver gang der blot i en bisætning nævnes nogle af de ting, som de ved der er interesse for i medierne (dinosaurer, neandertalere, osv.), er det langt fra "uskyldigt" for et blad med et sådant internationalt renomme - og dermed også: ansvar - som Science, at lade sådanne spekulationer finde vej til tryksværten.

Nok er det videnskabsjournalisterne der måske slår det sidste søm i kisten - men brædderne og hammeren er lagt til rette lang tid før. Og som sagt: af nogle af de instanser, som inden for den videnskabelige verden anses netop for vogterne af den videnskabelige redelighed.

Det burde måske give stof til eftertanke.

* * *

At det lige var den danske videnskabsportal videnskab.dk som faldt i vandet denne gang, gør selvfølgelig blot historien mere relevant for os. Men desværre er tendensen tydelig - og mere og mere udbredt - også internationalt.

Skrækeksemplet er her fra april i år hvor en artikel om kemisker forbindelser i rummet indeholdt en strøtanke om, hvordan der måske ikke blot kan være udviklet liv på andre planeter - men at de ligefrem kunne have dinosaurerne endnu, hvis de ikke (som på Jorden) er blevet udslettet af en asteroide. En vinkel som universitets kommunikationsafdeling ikke var sen til at anvende til at sælge historien til alverdens medier. Historien blev endda ikke bedre af, at artiklen senere blev trukket tilbage efter anklager om plagiat!

At udviklingen entydigt går i denne retning betyder desværre også, at netop i disse tider hvor man fra forskellige side - både offentligt og fra universiteterne - satser mere og mere på at gøre videnskaben synlig, har de metoder som man anvender for at opnå denne synlighed, den effekt at man som læser af videnskabelige nyheder, i stigende grad må være opmærksom på fordrejninger, fejlfortolkninger og let omgåelse med hvad det hele egentlig drejer sig om: nemlig at tegne et så plausibelt billede af virkeligheden som muligt.

Det er ikke uden et vist vemod, at vi her på Pærerevyen derfor må konstatere, at der mere end nogensinde før er brug nogle som os, som i det mindste (efter bedste evne) forsøger at holde videnskabsjournalistikken lidt i ørene.

referencer:

videnskab.dk - Nye analyser: Neandertalere skabte Europas første hulemalerier.

BBC - Red dot becomes 'oldest cave art'.

pressemeddelelse fra Bristol University - Uranium-series dating reveals Iberian paintings are Europe’s oldest cave art.

originalartiklen fra Science - U-Series Dating of Paleolithic Art in 11 Caves in Spain.

sad det hvide snit i virkeligheden rigtigt?

En af de mest udskældte behandlingsmetoder i forrige århundrede var det kirurgiske indgreb som blev kendt som "det hvide snit". Nye undersøgelser af en af tidens mest effektive behandlinger, elektrochokterapi (eller ECT), har nu vist at de forestillinger, som lå bag det hvide snit - trods de mange uheldige og ubehagelige bivirkninger - måske slet ikke var så tossede endda?

Det hvide snit er en af lægehistoriens mest omtalte og udskældte behandlingsformer. Som bl.a. dokumenteret af Jesper Vaczy Kragh, var Danmark faktisk det land i verden som udførte flest "hvide snit" (set i forhold til befolkningstallet). ( Du kan evt. læse flere historier om det hvide snit - skrevet af Peter Lund Madsen - her.)

Rent kirurgisk bestod det hvide snit i at overskære nervecelleforbindelserne mellem de lavere dele af hjernen og pandelapperne (som traditionelt anses for at være sæde for den højere tankeaktivitet). Disse forbindelser fremstår under normale omstændigheder hvide, da de er dækket af et hvidt fedtlag - heraf betegnelsen "det hvide snit".

Formålet med at skære disse forbindelser over, var at nedsætte aktiviteten i pandelapperne - som da rigtigt nok også i mange tilfælde "sygnede hen" efterfølgende.

* * *

Selvom det i bagklogskabens lys kan virke som mere held end forstand - idet de forestillinger, som lå bag indførelsen af det hvide snit, ved tilbageblik virker temmelig tågede og ukonkrete - viser nyere undersøgelser, at mændene bag det hvide snit faktisk her kan have haft fat i noget:

En af de historisk set mest effektive metoder at behandle svær depression er elektrochokterapi, eller mere neutralt - for dem som synes ordet "chok" er, nå ja, chokerende - også kaldet ECT. Man skal dog ikke lade sig narre: Forkortelsen dækker over betegnelsen "ElectroConvulsive Therapy", som kendetegner at metoden går ud på at man sender strøm gennem hjernen for at udløse krampeanfald.

Metoden lyder da også voldsom (og bør naturligvis ikke anvendes i milde tilfælde) - men har faktisk vist sig forbløffende effektiv. Indtil videre har man blot ikke vidst, hvorfor - eller hvordan - metoden virker.

Det har en håndfuld skotske forskere nu rådet bod på.

Deres undersøgelser viste, at elektrochok tilsyneladende virker ved at nedsætte aktiviteten i den yderste del af pandelapperne. Årsagen til at dette virker mod depression synes at være, at forbindelserne mellem denne del af hjernen og de subkortikale dele - bl.a. det limbiske system - dermed svækkes.

Ovenstående fund bekræfter en forestilling om at svær depression, mani - ja, måske endda former for skizofreni - kan skyldes såkaldte "hyperforbindelser", dvs. for mange eller for stærke forbindelser mellem forskellige dele af hjernen.

* * *

Denne tankegang ligger faktisk ikke langt fra de forestillinger, som i sin tid lå bag indførelsen af det hvide snit og den udbredte brug af metoden i psykokirurgiens storhedstid. At man koncentrerede sig om netop disse forbindelser, kan selvfølgelig virke som mere held end forstand, idet man næppe - med datidens viden - kan siges at have haft et fuldt overblik over hvilke konsekvenser dette omfattende indgreb egentlig havde for patienterne.

Det ændrer dog ikke på, at i de - trods alt ikke sjældent forekommende - tilfælde, hvor indgrebet rent faktisk havde den ønskede effekt, kan det netop skyldes, at effekten virkede mere eller mindre som elektrochokterapien gør i dag.

Alt dette ikke for på nogen måde at tale for at genoplive brugen af det hvide snit. Dertil er der for mange bivirkninger, indgrebet byggede på et for tyndt grundlag, og var i det hele taget kritisabel - ligesom der oftest var alt for lidt til hindring for at skære i andres hjerner. Der er disse grunde, som i dag får det hvide snit til at fremstå som en behandlingsform, som kun er marginalt mere sofistikeret end forhistorisk trepanering.

Men det historien - hvis den viser sig at holde vand, når vi lærer endnu mere om elektrochokkets effekt - kan lære os, er at man selv at behandlingsmetoder, som kan være forældede og forråede, måske stadig kan lære os om, hvordan hjernen egentlig fungerer - og kan påvirkes eller behandles.

Også selvom dette ikke i sig selv er nogen grund til at finde issylene frem igen!.

referencer:
artikel (fuldtekst): Electroconvulsive therapy reduces frontal cortical connectivity in severe depressive disorder.

hold hjernen ung - når du bliver gammel?

Vi overfaldes nærmest dagligt med opfordringer til at holde os mentalt friske, træne hjernen og hukommelsen, og udfordre vores hjerner, sådan at vi holder os mentalt friske. Selvom alle disse råd er godt ment (og ganske sikkert heller ikke skadelige), tyder nye forskningsresultater imidlertid på, at det afgørende for at holde hjernen frisk højt op i alderen ikke så meget afhænger af, hvad vi gør når vi er unge - men derimod hvordan vi gør, når vi er blevet gamle.

Det er en udbredt forestilling, at hjernens svækkes når vi bliver ældre. Det er da også (delvist) rigtigt - omend de tegn på at f.eks. hukommelsen begynder at svigte lidt, som mange forbinder med aldring, først dukker op væsentligt senere, end de fleste tror - typisk først på den anden side af de 60 år.

Mere interessant er imidlertid at de begrænsninger i hjernens effektivitet, som vi normalt forbinder med aldring, slet ikke er uomgængelige. Flere studier har påpeget, at det er muligt at bibeholde sin mentale friskhed og skarphed langt op i alderen.

Den hidtidige forestilling har imidlertid været, at det er det man går tidligt i livet, som var afgørende. At det kort sagt gælder om at holde sig "mentalt fit" hele livet - og at denne praksis er afgørende, når det gælder om at forebygge hjernens - og dermed: vores mentale - forfald.

* * *

Imidlertid har det vist sig, at hverken uddannelse, et udfordrende job eller andre aktiviteter kan sikre, at man er mentalt frisk langt op i alderen. Og skal man tro de seneste undersøgelser, er det tværtimod sådan, at det er det man foretager sig, når man er blevet gammel, der er afgørende.

Står dette til troende, forklarer det naturligvis nogle helt velkendte fænomener. F.eks. den klassiske historie om, hvordan det går endog ofte hurtigt ned ad bakke - rent mentalt - for visse personer, når de først går på pension.

Det korte af det lange: For at holde hjernen frisk op i alderen, skal man bruge den. Men man kan ikke nødvendigvis sikre sig ved at gøre det på forhånd - det afgørende er muligvis, hvordan man behandler hjernen og hvilke udfordringer man giver den, når man er blevet gammel.

Så hvis man ser frem til en pensionist til værelse, hvor man driver den af - komplet åndsfrisk - i en liggestol med kulørte drinks, kan det jo være man bør tænke om igen?

referencer:
pressemeddelelse: Maintain Your Brain: The Secrets to Aging Success.
artikel: Memory aging and brain maintenance.

om bedrageriske talenter - og hvide løgne

Når vi gerne vil rose - eller prale af - vores børn, fortæller vi gerne vidt og bredt om, hvordan de er særligt talentfulde. Nu viser det sig imidlertid at denne fremhævelse af medfødte egenskaber kan have en skyggeside: nemlig at børnene faktisk bliver dårligere til at præstere eller udføre en bestemt opgave, hvis de på forhånd får at vide, at de er særligt talentfulde til den.

Gennem de senere år har en lang række undersøgelser bekræftet det, som vi vel inderst inde allerede vidste: At vi bliver dårligere til at udføre en bestemt opgave, hvis vi på forhånd får at vide, at vi - f.eks. pga. vores køn - er dårligere til den end andre.

Det klassiske eksempel er her matematiske evner. Uanset om man hælder til den overbevisning, at matematiske evner er medfødte eller ej, og uanset om man er enig i de studier, som har påvist en generel forskel mellem kvinders og mænds evner til at løse matematiske problemer (eller snarere holder sig til de undersøgelser, som har påvist det modsatte!), er sagen klar: Hvis man på forhånd fortæller en gruppe kvinder, at kvinder skulle være dårligere til matematik end mænd, vil de klare sig dårligere i en matematikprøve end kvinder, som får at vide, at der ikke findes denne forskel.

Kort sagt: får man at vide, at man som kvinde er dårlig til matematik - ja, så gør dette i hvert fald ikke præstationen bedre! Negative fordomme har således en tendens til at blive til selvopfyldende profetier.

Dette er for så vidt ikke overraskende.

* * *

Nu har en undersøgelse foretaget af en håndfuld amerikanske forskere imidlertid vendt op og ned på alt det, vi mente at vide om negative og positive fordomme.

De har således vist, at denne effekt - hvor præstationen nedsættes, hvis vi får at vide at vores køn eller den sociale gruppe vi tilhører, er dårligere end andre til at løse netop denne type opgave - faktisk også gælder for børn,. som får at vide at de som udgangspunkt skulle være særligt talentfulde til en bestemt opgave.

Eller for at tage ovenstående eksempel: fortæller man en håndfuld drenge, at drenge generelt er dygtigere til matematik end piger, så præsterer de faktisk dårligere i en efterfølgende matematisk opgave - selvom de ret beset netop har fået at vide, at de skulle være gode til at løse den!

Disse resultater sætter naturligvis hele spørgsmålet om fordomme - positive såvel som negative - omkring medfødte talenter i et kritisk lys.

For hvis man både præsterer dårligere hvis man får at vide, at man tilhører en gruppe, som har større besvær med at løse en bestemt type opgaver og hvis man får at vide, at man tilhører en gruppe, som burde være særlig talentfulde til en bestemt opgave, så peger det jo med al tydelighed på, at der er en meget direkte omkostning ved at fokusere på om der er forskelle i forskellige grupper (såvel sociale grupper, som forskellige køn) og deres medfødte talenter.

* * *

Hvis man ønsker at skabe de optimale forhold for at alle kan præstere så godt som muligt, er der således meget der taler for ikke at sætte for meget fokus på, hvor vidt forskellige grupper generelt klarer sig bedre end andre til visse opgaver. Dette vil nemlig i sig selv kunne påvirke udfaldet negativt.

Ud fra et pragmatisk synspunkt er det dermed mest formålstjenligt således at fastholde, at vi generelt er lige gode til de fleste ting - uanset social gruppe eller køn. Dette gælder naturligvis ikke mindst i betragtning af at mange af de påstande - f.eks. om forskellen mellem de to køn og vores mentale egenskaber - som florerer, ofte (som forskere påpeger) er baseret på særdeles tvivlsomme undersøgelser og forskningsresultater.

Står ovenstående til troende er det afgørende imidlertid, at idealet (eller "illusionen", om man vil) om vores grundlæggende lighed faktisk kan være formålstjenlig, selvom der skulle kunne påvises forskelle.

Når det gælder om at skabe de bedste forudsætninger for succes, er det således ikke sikkert, at sandheden altid giver det bedste resultat. Tværtimod kan forestillingen om at vi alle som udgangspunkt er lige talentfulde, måske være mere gavnlig - også selvom der er tale om en hvid løgn.

* * *

Tilbage er nu blot at undersøge om ovenstående effekt kun gælder fordomme baseret på f.eks. sociale grupper og køn - eller om samme effekt også gælder, hvis man som enkeltindivid får at vide, at man er mere talentfuld end andre.

Hvis dette skulle vise sig at være tilfældet, kunne forklaringen være nærliggende: at dygtighed faktisk forhindres både af forestillinger om, at man ikke besidder det rette talent (for hvorfor så prøve?), og om at man er særlig talentfuld (for så behøver man vel ikke arbejde lige så hårdt?) - og at den virkelige motivation måske ligger i at gennemoplive erkendelsen om, at man primært bliver dygtig til noget ved at arbejde for det - og gøre sig umage.

referencer:
pressemeddelelse: Even positive stereotypes can hinder performance.
artikel: Who Is Good at This Game? Linking an Activity to a Social Category Undermines Children’s Achievement.

empati, javist - men ikke for alle

At det ikke er meget der kan gøre folk så uenige som politik, er næppe nogen nyhed i sig selv. Hvad der måske til gengæld er nyt, er at vores opfattelse af andre folks politiske holdninger også kan være med til at fjerne den medfødte evne til empati, som vi ellers i stadig stigende grad kan påvise hos mennesker.

Politik har altid været et sprængfarligt emne. Hvor mange familier har ikke - for at undgå ballade - haft det som standard at huske hinanden på "ikke at diskutere politik" inden den store familiefest?

Nu viser det sig at der faktisk kan være en god grund til ikke at vifte for meget med sine politiske holdninger.

Et øjeåbnende forsøg fra amerikanske forskere fra University of Michigan har således vist, at den evne vi har til at sætte os selv i andre folks sko - og leve os ind i deres fysiske og psykiske tilstand - ganske simpelt sættes ud af kraft, hvis der er tale om personer som er af en anden politiske holdning end os selv.

Gennem de senere år har en række studier således vist, at vi helt automatisk har en evne til at føle med andre - hvis de er udsat for kulde, kan vi næsten føle den selv, ser vi nogen som græder eller har ondt, vil vi stort set kunne føle smerten selv. Denne evne til identifikation menes at være baggrunden for den menneskelige evne til at føle med andre - evnen til at have empati.

Det nye studie bekræfter imidlertid en mistanke, som også tidligere studier har påpeget: at denne evne til at føle med andre, begrænses af om vi opfatter dem som værende ligesom os. Hvis en person således har en markant anden politisk holdning, forsvinder den nærmest automatiske evne til identifikation med vedkommendes tilstand tilsyneladende.

Selvom dette kan forekomme som et mindre betydningsfuldt resultat, kan konsekvenserne imidlertid være drastiske: for hvis det er vores grundlæggende empati med andre mennesker, som ligger bag vores tendens til at hjælpe andre - og måske forhindrer os i at gøre dem ondt - så kan noget så i bund og grund tåbeligt ligegyldigt som politisk overbevisning være med til at slå disse mekanismer fra.

Hvad det sætter os i stand til at gøre mod vores politiske modstandere, kan vi kun gisne om.

referencer:
pressemeddelelse: Empathy Doesn’t Extend Across the Political Aisle.
artikel: More Than Skin Deep.Visceral States Are Not Projected Onto Dissimilar Others.

nyt "intelligensgen" fundet - eller hva'?

Timingen er - som man siger - perfekt. Den virtuelle blæk var knap blevet tørt efter at vi har viderebragt nyheden om, at en større undersøgelse har påvist, at så godt som alle hidtidige kandidater til gener, som kunne have en indflydelse på vores evne til at brillere i en intelligenstest, efter alt at dømme er falsk positive.

Eller med andre ord: at påstande om, hvordan enkeltgener påvirker vores mentale egenskaber, skal tages med et (forholdsvis stort) gran salt.

I en ny pressemeddelelse, som ligeledes videregiver resultaterne af den hidtil største undersøgelse af sin art - i dette tilfælde sammenhængen mellem hjernestørrelse og enkeltgener, finder vi således en ny - og aldeles opsigtsvækkende - påstand. Forskerne bag denne undersøgelse påstår således, udover en række øvrige resultater, at have fundet en sammenhæng mellem - ikke blot et enkelt gen, men et enkelt basepar i vores arvemateriale og såvel størrelsen på særlige dele af hjernen - og vores evne til at brillere i intelligenstests.

Kort sagt: kun få dage efter den manende opfordring til at indstille den - efter visse forskere: meningsløse - jagt efter sammenhængen mellem enkeltgener og evnen til at besvare intelligenstests, påstår andre forskere at have påvist en sammenhæng mellem selv samme evne - og så lidt som variationen i et enkelt locus på vores arvemasse, en enkelt variation i en enkelt base på vores dna. Eller - sagt på en anden måde: et enkelt bogstav på et enkelt af de flere milliarder af steder på vores arvemasse.

Det kunne således se ud som om, at den sikre formaning fra for blot en uge siden, måske allerede er forældet?

* * *

Uanset hvordan man vender og drejer det - og uanset hvilken af disse to delvist modstridende udmeldinger man vælger at fæste sin lid til - viser dette noget essentielt ved videnskab:

Man hverken kan eller skal forvente, at alle de resultater man får serveret - i dagspressen, på nettet eller for den sags skyld direkte fra universiteternes pressemeddelelser - stemmer overens.

Alt afhængigt af metoder og fremgangsmåder, såvel som hvilket teoretisk grundlag man arbejder ud fra, kan resultaterne sagtens afvige. Det betyder ikke nødvendigvis, at de forskellige studier er behæftet med fejl. Det betyder heller ikke, at vi aldrig vil kunne få en afklaring på, hvordan tingene virkelig forholder sig.

Det betyder imidlertid at man skal være klar over, at hver gang man får serveret en videnskabelig nyhed - ofte med brask og bram (så forskerne kan tiltrække sig opmærksomhed - og dermed indirekte nye forskningsmidler) - skal man være pinligt klar over, at man højst sandsynligt kun har fået en lille bid af sandheden.

Dette gælder også - uanset hvilken holdning man ellers selv ville have - utvivlsomt for spørgsmålet om vores genetik har betydning for vores mentale egenskaber - og hvordan:

Der er ingen tvivl om, at formaningen om til stadighed at huske på, at mentale egenskaber er komplekse træk, hvis afhængighed af genetiske komponenter også er (måske endda: uhyre) kompleks, er fuldt på sin plads. Hver enkelt nyhed, som påstår at vi nu "har isoleret intelligens-genet", bør derfor imødegås med den rette skepsis.

Denne generelle omstændighed umuliggør imidlertid ikke, at der rent faktisk kan findes enkelte steder på vores dna - endda muligvis helt ned til enkelte basepar i den genetiske kode - som i særlige tilfælde har en større indflydelse på f.eks. vores evne til at besvare intelligenstests, end andre. Særligt hvis man, som i ovenstående studie, formår at koble dette med en direkte effekt på hjernen - i dette tilfælde: på hjernestørrelsen.

Blot man husker på, at deres effekt udelukkende kommer til udtryk i det komplekse samspil med resten af vores genom og de øvrige faktorer som er afgørende for udviklingen af dets voksne individ.

Om nedenstående fund holder stik i det lange løb - og vi dermed (med tungen behørigt i kinden - og med alle ovenstående forbehold) kan påstå at være "tættere på opdagelsen af et intelligensgen" - kan imidlertidkun tiden vise.

referencer:
pressemeddelelse: International team uncovers new genes that shape brain size, intelligence.

om den forgæves jagt på intelligensgener

De sidste årtier har vi været vidne til en indædt jagt på en sammenhæng mellem bestemte gener og intelligens. Lejlighedsvis forgæves - men også lejlighedsvis med succes. Fra tid til anden har der således været publiceret forskellige studier, som har påvist en sammenhæng mellem bestemte gener - eller mere præcist: bestemte genvariationer (de såkaldte "alleler") - og forskellige mål for intelligens.

Et større studie fra Harvard University som har gennemgået det hidtil største antal af undersøgelser og data omkring sammenhængen mellem særlige gener og præstation i forskellige intelligenstests, er imidlertid nu kommet frem til det (for nogle vel nok nedslående resultat) at så godt som alle tidligere påviste sammenhænge mellem genetik og intelligens ikke har kunnet bekræftes - og dermed må betegnes som falsk positive.

Eller med andre: at der er hidtil ingen resultater, som med nogen sikkerhed har påvist en sammenhæng mellem et bestemt gen - og evnen til at præstere i en intelligenstest.

* * *

Som forskerne imidlertid understreger, er det afgørende ved dette studie imidlertid ikke kun, at det omstøder de hidtidige resultater. Det afgørende er, at det sætter fokus på at vi efter alt at dømme bliver nødt til at opfatte sammenhængen mellem genetik og vores mentale træk som mere nuanceret, end det hidtil har været normalt.

Frem for at lede efter enkelte genvariationer som kan forklare forskelle i adfærd eller i mentale egenskaber, må vi efter alt at dømme vænne os til at betragte os til at opfatte vores egenskaber som bestemt af - ikke er enkelt gen eller et enkelt sted på vores arvemateriale, men som resultatet af et komplekst sammenspil mellem utallige forskellige genvariationer.

Således har selv noget så simpelt og banalt som vores højde vist sig - selvom der naturligvis er tale om et træk, som delvist er arveligt - at være bestemt af så mange forskellige genetiske indflydelser, at intet enkelt gen synes at have en afgørende indflydelse på, hvor høje vi egentlig er. Eller rettere: højst resulterer i en forskel på en halv centimeter.

Jo mere komplekse træk vi forsøger at analysere, jo mere udtalt synes denne tendens blot at blive.

Hvis man ikke vil lære andet af ovenstående eksempel, bør man derfor som minimum lære dette: at det efter alt at dømme er på tide at erstatte forestillingen om at enkelte gener kan ændre vores adfærd i afgørende grad, med en mere nuanceret model af samspillet mellem forskellige steder på vores arvemasse.

Dette er allerede så småt sket inden for studiet af arvelige sygdomme og deres genetiske årsager. Nu mangler vi blot at forskere inden for psykologi og andre discipliner følger trop - og langsomt forlader den efter alt at dømme forældede forestilling om enkeltgener som bestemmende for komplekse træk.

referencer:
pressemeddelelse: In the genes, but which ones?
artikel: Most Reported Genetic Associations with General Intelligence Are Probably False Positives.

 det var lige godt kattens...

I anledning af at Weekendavisen d. 4. april bragte en artikel om parasitten Toxoplasma gondii bringes her en passage om denne besynderlige parasit fra min bog "Dyrenes Historie" (Borgen, 2008):

"Middelalderkirkens had til katten blev årsag til tusinder af kattes mishandling og død og skyldtes primært en ideologisk kamp mod menneskets egen natur som katten blev et ufortjent og uskyldigt offer for. Men var frygten for katten helt ubegrundet? Mens det oplagte svar synes at være ja!, er det langtfra sikkert at sagen er helt så enkel.

Katten mistænkes for at have været medvirkende til spredningen af parasitten Toxoplasma gondii, et lille bakterielignende, encellet dyr som oprindeligt var en parasit, som levede skiftevis i vildkattens bytte og i kattens tarmsystem. Gennem kontakt med kattens afføring kan også mennesker imidlertid smittes, og det i en sådan grad at Toxoplasma gondii i dag regnes for verdens mest udbredte parasit. Hos mennesket lever parasitten primært i hjernen og er så udbredt at der er en en-til-fire chance for at også du, kære læser, er inficeret - og at Toxoplasma dermed sidder og læser med lige nu!

Måske vil den kunne lide hvad den læser: Toxoplasma gondii lever i mere end 1 milliard mennesker - man mener at et sted mellem en tredjedel og halvdelen af Jordens befolkning er smittede. Visse steder er tallene endda endnu større: I dele af Centralafrika og Sydamerika er mere end tre fjerdedele, i Centraleuropa mere end halvdelen - i Tyskland og Frankrig mere end 80 procent - af befolkningen smittet, mens tallet i Nordeuropa - herunder Danmark - er lidt over en fjerdedel. Når det globale tal er lavere, skyldes det udelukkende at parasitten er væsentligt mindre udbredt i Asien, hvor størstedelen af verdens befolkning lever.

Infektionen menes at være ufarlig for raske voksne. Efter et kort udbrud som kan minde om en let forkølelse, går Toxoplasma gondii over i en form for dvaletilstand, hvor den bliver holdt i skak af kroppens immunforsvar. For personer med stærkt nedsat - eller ødelagt - immunforsvar kan smitten imidlertid være livsfarlig. Infektionen dræbte derfor adskillige AIDS-ofre og HIV-smittede inden man fik udviklet en effektiv medicin. Af samme grund er spædbørn udsatte, og det frarådes derfor gravide kvinder at tømme kattebakken, da kontakt med kattens afføring kan resultere i en infektion som kan skade barnet.

Selvom Toxoplasma befinder sig i en dvaletilstand, så finder den sig ikke bare i at ligge i kroppen på et byttedyr og vente på at blive spist af en kat. Forsøg med rotter har vist at Toxoplasma direkte påvirker rottens adfærd, så den mister sin naturlige frygt for lugten af katteurin og tilmed begynder at opsøge den.

En række undersøgelser har vist at Toxoplasma også kan påvirke menneskers adfærd. Mænd bliver mindre autoritetstro og mere mistroiske, mens kvinder bliver mere udadvendte og varmhjertede. Toxoplasma er også blevet sat i forbindelse med neurotiske lidelser og endda skizofreni. Nogle mener ligefrem at en Toxoplasma-infektion var årsagen til at den engelske kunstner Louis Wain, som omkring år 1900 var berømt for sine billeder af katte, udviklede skizofreni og komplet ændrede karakter fra åben og udadvendt til fjendtlig og mistroisk. Det er nok mest spekulation, men ikke desto mindre tankevækkende.

Paradoksalt nok kan sammenhængen mellem hedenskab (manglende autoritetstro og mistillid til kirken hos mænd), den af kirken frygtede kvindelige sensualitet (udadvendthed og hjertelighed hos kvinder) og katten dermed siges at have en vis troværdighed - selvom det var af helt andre grunde end kirken troede. Men dermed ikke være sagt at kirkens had til og overgreb mod kattene på nogen måde kan retfærdiggøres. I det store billede har katten - som rottens og musens vigtigste fjende - altid gjort mere gavn end skade for mennesket." (fra: Dyrenes Historie, side 294-295).

referencer:

Carl Zimmer (2000) Parasite Rex : Inside the bizarre world of nature's most dangerous creatures. Free Press.

D.M. Israelski & J.S. Remington (1988) Toxoplasmic encephalitis in patients with AIDS. Infectious disease clinics of North America, 2, 429-45.

Astrid M. Tenter, Anja R. Heckeroth & Louis M. Weiss (2000) Toxoplasma gondii: from animals to humans. International Journal for Parasitology, 30, 1217-1258.

M. Berdoy, J.P. Webster & D.W. Macdonald (2000) Fatal attraction in rats infected with Toxoplasma gondii. Proceedings, Biological Sciences, 267 (1452), 1591-1594.

er enæggede tvillinger virkelig genetisk identiske?

Blot for at undgå unødig forvirring - svaret på overskriftens spørgsmål er (naturligvis): ja. I hvert fald generelt set.

Enæggede tvillinger udvikles jo - som navnet afslører - af det samme befrugtede æg. De arver dermed den samme dna fra deres forældre - og videregiver den samme dna til deres børn. Kort sagt: enæggede tvillinger burde sådan set have identisk dna.

Dette er også tilfældet - generelt set. Men der er undtagelser - og det er naturligvis disse, som er interessante.

Den generelle opfattelse af vores dna er jo som bekendt, at vi har identiske kopier af den dna vi arver fra vores forældre i alle vores celler. At vores arvemateriale kort sagt er ens, uanset hvor i kroppen man udtager en prøve.

Det er imidlertid denne forestilling, der nu er blevet rokket ved. Det viser sig således at der faktisk - i løbet af vores liv og de utallige celledelinger, der er påkrævet for at udvikle vores krop - ophober sig små mutationer, som resulterer i at vores genetiske materiale kan være forskelligt forskellige steder i kroppen.

Det betyder kort sagt, at vores arvemateriale ikke er identisk i alle vores celler. Og at vi derfor - ganske logisk - heller ikke nødvendigvis (overalt i kroppen) har identisk dna med vores tvillingebror eller -søster.

Men hvad betyder dette så?

Jo, som bekendt er det sådan, at langt de fleste mutationer af arvematerialet har negative konsekvenser for vores generelle sundhedstilstand. Der er jo - som man siger - mange måder hvorpå tingene ikke kan fungere, men kun få, hvorpå de kan fungere korrekt.

Sandsynligheden for at man ved et tilfælde pludselig har nogle - genetisk betingede - overlegne fysiske eller psykiske egenskaber i forhold til sin tvilling, er således (efter alt at dømme) forsvindende lille.

Anderledes står det imidlertid til med sygdomme. På grund af de hyppige - men ofte (også inden for forskningen) komplet oversete - variationer i arvematerialet i et og samme individ, kan selv sygdomme, som man ellers typisk betragter som genetisk betingede, faktisk opstå i et individ, som ellers ikke som udgangspunkt (ud fra en analyse af dna udtaget fra et andet sted i kroppen, foretaget tidligere i livet - eller taget fra den identiske tvilling) er i den genetiske risikogruppe.

Det var præcis i en sådan sammenhæng dette fænomen for nylig blev påvist af nogle forskere fra The University of Western Ontario. I forbindelse med en analyse af den genetiske risiko for at udvikle skizofreni hos enæggede tvillinger kom de bl.a. frem til den overraskende konklusion, at selvom tvillinger som udgangspunkt er genetisk identiske (ved fødslen - eller som minimum ved undfangelsen) kunne op til 12 procent af arvematerialet udvise variationer som voksne.

Dette kunne forklare det fund, som indledende forvirrede forskerne, nemlig at der ikke synes at være nogen synderligt klar sammenhæng mellem udviklingen af schizofreni hos enæggede tvillinger - selvom sygdommen anses for at være genetisk betinget.

Dette har naturligvis nogle alvorlige konsekvenser for de ofte udbredte forestillinger om, at vi i fremtiden vil kunne kortlægge vores risiko for at udvikle forskellige former for sygdomme, alene ud fra analyser af vores dna (f.eks. foretaget ved fødslen).

I enkelte, særligt tilfælde - hvor den genetiske risiko er særlig udtalt - vil det utvivlsomt kunne lade sig gøre.

Men når det - f.eks. i tilfældet med skizofreni -  ikke engang kan lade sig gøre at udtale sig om risikoen ud fra et ellers (traditionelt set) genetisk identisk individ, er sandsynligheden for at vi i fremtiden uproblematisk vil kunne udtale os med nogen sikkerhed om risikoen for en lang række genetisk betingede sygdomme, efter alt at dømme væsentlig mindre, end vi i vores fælles fascination af den genetiske videnskabs mange nye landvindinger, måske til tider får bildt hinanden ind.

referencer:
pressemeddelelse: Research proves no two of us are alike, even identical twins.
artikel: Ontogenetic De Novo Copy Number Variations (CNVs) as a Source of Genetic Individuality: Studies on Two Families with MZD Twins for Schizophrenia.

fagre genetiske fremtid - eller hva'?

Vi hører efterhånden med jævne mellemrum om, hvordan man i fremtiden vil kunne forudsige vores individuelle risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme ud fra vores genetiske arvemateriale. Særligt inden for den mere populære videnskabsjournalistik tegnes med jævne mellemrum billedet af en fremtid, hvor vi hver især - allerede ved (eller endda før) fødslen - vil kunne få en oversigt over hvilke livstruende sygdomme, vi er i risiko for at få. Teknikken er da også allerede så langt udviklet at det allerede er inden for mulighedernes grænse - og inden for en nogenlunde fornuftig økonomisk ramme - at kortlægge vores individuelle dna.

Spørgsmålet er blot, om vi også ud fra arvematerialet rent faktisk kan sige så meget om risikoen for at få forskellige livstruende sygdomme, som det ofte fremstilles?

Skal man tro et nyt studie lavet af forskere fra Johns Hopkins University er svaret langt fra så simpelt, som man måske skulle tro. Sagen er simpelthen den, at selv om man har kortlagt vores individuelle dna og har kortlagt sammenhængen mellem risikoen for forskellige sygdomme og deres genetiske baggrund, er der stadig mange problemer.

Konkret er problemerne at:

1) man i mange tilfælde vil kunne få en bestemt sygdom selvom man ikke som udgangspunkt er særligt disponeret for den. At få at vide at man ikke er i den "genetiske risikogruppe" kan således være en potentielt vildledende - og dermed farlig - sovepude.

2) i mange tilfælde vil personer være i den "genetiske risikogruppe" for sygdomme, som de aldrig vil udvikle. Faren for unødig behandling (eller overbehandling), unødig bekymring eller (medicinsk) ubegrundede økonomiske repressalier fra f.eks. forsikringsselskaber, er derfor overhængende.

Årsagen til den manglende direkte sammenhæng mellem vores genetiske arvemateriale og risikoen for at udvikle de forskellige sygdomme, kan muligvis forklares ud fra tidligere studier, som har vist at vores arvemateriale faktisk ikke - modsat hvad mange tror - er identisk i alle vores celler livet igennem. Tværtimod kan vores dna gennemgå visse forandringer i løbet af de mange celledelinger som er nødvendige for at skabe et helt menneske ud fra en enkelt befrugtet celle.

Konklusionen på disse problemer er, at vi - selv i en tid, hvor fascinationen af (og hysteriet over) hvor meget vi kan med vores nutidige (og fremtidige) genteknologi - muligvis må vænne os til, at den mest formålstjenlige måde at forholde os til sygdom på, stadig er den gammeldags: at være opmærksom på de tidlige symptomer, og behandle sygdommen, når den optræder.

Den fagre genetiske fremtid er dermed langt fra så sikker, som man ofte får indtrykket af fra medierne.

referencer:
pressemeddelelse: Whole genome sequencing not informative for all
artikel: The Predictive Capacity of Personal Genome Sequencing

Velkommen til Pærerevyens blog

- dit supplement til hjernedannelse.dk.